DR Koncerthuset

DR's Koncerthus er et projekt udover det sædvanlige. Et markant og spændende byggeri tegnet af den franske arkitekt Jean Nouvel. Med hans indflydelse på alle detaljer, er Koncerthuset et arkitektonisk værk, der lever op til nomineringen af Mies van der Rohe Prisen 2011.

Troldtekt DR Koncerthuset
Foto: Helene Høyer Mikkelsen, architect

Jean Nouvel's byggerier ligner ikke hinanden. Hver opgave giver et nyt og anderledes udtryk. Således også med Koncerthuset i Ørestaden. Han har taget udgangspunkt i stedet, som på det tidspunkt var en flad mark med spredt bebyggelse. Den store koncertsal med plads til 1800 mennesker har han tænkt som en meteor, der er landet og skaber liv i bydelen. Og det har den, selvom den er skjult bag en kube klædt i blåt lærred. Om aftenen, er der ved forestillinger projiceret billeder på skærmen, der vidner om hvad der sker indenfor. Koncertsalens amorfe form kan om dagen anes inde bag den blå skærm, der er trukket til side, bl.a. hvor administrationen sidder.

Arkitektur med kontraster

Koncerthuset udgør et segment ud af fire, som til sammen danner DR byen. De fire selvstændige bygninger er forbundet med en Indre Gade, der styrker kommunikationen mellem DR's afdelinger og er et oplagt og smukt mødested for ansatte. Konkurrencen om helhedsplanen blev vundet i 2000 af Vilhelm Lauritzens tegnestue. Koncertsalen var den bygning der blev færdig til sidst i 2009. Bygningen har været en succes fra indvielsen og har vist sig at egne sig til mange typer arrangementer. Det særegne ved Jean Nouvel's Koncerthus er de mange kontraster. Det er både robust og forfinet, fleksibelt og præcist. Det ligner ikke typisk nordisk arkitektur og dog er der lagt meget vægt på materialerne og oplevelsen af de enkelte rum.

Akustikken er i centrum

I Koncerthuset er der indrettet 4 sale, der ikke ligner hinanden, for de er tænkt til forskellige formål og derfor forskellig akustik. Jean Nouvel har valgt at gøre akustikken identitetsskabende for arkitekturen. Studie 2 er prøvesal og koncertsal med finérbeklædte vægge med portrætter af primært musikere. Studie 3 er den mindste til 170 mennesker og inspireret af et klaver med sort/hvide variable akustikvægge. Studie 4 er igen anderledes med røde vægge, der er opdelt i sektioner med paneler der kan drejes efter hvilken musik der spilles, og hvor mange mennesker der er i salen. Studie 1 er den fabelagtige smukke koncertsal men et imponerende volumen på 28.000 kubikmeter og plads til 1800 mennesker. Salen opleves samtidigt meget intim med publikum hele vejen rundt om scenen og de gyldenrøde farver, der bølger på væggene.

Jean Nouvel har været inspireret af Radiohusets koncertsal både i forhold til de gyldne farver og den smukke patina interiøret havde. Jean Nouvel har tegnet al interiøret og været meget omhyggelig med valg af materialer. Salene er smukke og inspirerende med deres individualitet og designmæssige kendetegn. Koncertsalen har en sublim akustik, der bringer Koncerthuset på verdenskortet over store koncertsale. Salens irregulære form sikrer optimale akustiske forhold. Bag akustikken står japanske Yasuhisa Toyota, der er kendt for at arbejde med akustik i verdensklasse.

Ro på rodet

Uden for salene er der også fokus på både akustik og materialevalg. I store dele af foyeren og bygningen i øvrigt er væggene i beton, med en stoflig overflade kaldet elefanthud. Dens uregelmæssighed er et godt modspil til de store flader, lange gange. Bag foyer og scener ligger mange gangarealer, hvor man heller ikke er i tvivl om, at man er i Koncerthuset. Gulvene er stålplader, væggene er i elefanthud-beton og Troldtekt-lofterne er neon-orange. Samtidigt er alle installationer under loftet og et stykke ned af væggene samme neon-orange farve. På den måde kommer der ro på rummet - akustikken er fin trods de øvrige hårde flader og ved at give loft og kabelbakker, ventilationsrør etc. samme blændende farve, bliver det forenet på en fin måde.

I de sekundære rum som gangene, er der altså også brugt energi på den arkitektoniske og sanselige oplevelse. I en del af administrationen er Troldtekt i natur anvendt til nogle indeliggende rum, hvorved Jean Nouvel igen har brugt materialerne på en bevidst men anderledes måde. Arkitekt Lotte Bessard fra Jean Nouvels tegnestue i DR Byen, har været involveret i valg af materialer til byggeriet. Franske materialer er blevet ”oversat” til danske, med stor vægt på kvaliteten og miljømæssige egenskaber.

Arkitekturværk i København

Jean Nouvel har ikke tidligere opført byggeri i Danmark, men bidrager med Koncerthuset til en markant arkitektonisk attraktion i København. Den franske arkitekt er kendt for projekter som Operahuset i Lyon, Det kulturelle Kongrescenter i Luzern, det arabiske institut i Paris. Altid tager han udgangspunkt i den enkelte opgaves forhold som stedet og funktionen, og det har givet et Koncerthus med en klar identitet - her er akustikken og oplevelsen i højsædet. Nu er bygningen nomineret til finalen i den fornemste arkitektur pris, Mies van der Rohe prisen 2011, blandt 343 projekter.