Hillerød Rådhus

Hillerød kommune har opført et nyt rådhus, der på mange måder er et utraditionelt byggeri. Det ligger langt fra centrum af byen, det er delvist en ombygget lade og materialerne er brugt på en anderledes og konsekvent måde

Hvor Trollesminde forsøgsgård tidligere lå, er der i dag opført et nyt og moderne rådhus. KHR arkitekter, der vandt konkurrencen, valgte at bevare den tidligere lade og lod derved stedets historie og særpræg sætte spor i byggeriet. Forvalterboligen er også bevaret og sammen med det nybyggede rådhus opstår et klart defineret, favnende ankomstrum, som en gårdsplads. Projektet har på mange måder taget udgangspunkt i den eksisterende lade, der er blevet betragtet som et spændende volumen med styrke til at være vartegn i det åbne landskab. Laden er i en vinkel sammenbygget med en ny fløj, der formmæssigt er inspireret, men klart adskiller sig fra laden. Tagflader og facader er overalt beklædt med skifer, hvorved de to længer flyder sammen i ét stort volumen.

Varme flader
Laden er indvendigt indrettet til kantine og byrådssal. Laden står som en skal med loft til kip og synlige konstruktioner i træ. Dagslyset kommer både fra rytterlys i taget og langsgående vinduesbånd i facaden. En fin kombination i det store rum, der fremhæver de store loft- og vægflader. Inspireret af ladens meget rustikke trækonstruktion, har KHR valgt at bruge Troldtekt til både lofter og delvist vægge. Laden hænger også indvendigt direkte sammen med tilbygningen, hvor borgerservice og forvaltningerne er samlet. De rolige, bløde lofter er med til at skabe kontinuitet i rummene og sørger samtidigt for en god akustik i huset. Nær indgangen og de offentlige funktioner åbner et atrium op som en indvendig plads og giver dagslys midt i huset. Samtidigt er der åben forbindelse til de overliggende kontoretager. Åbenhed og nærhed er en arkitekternes hovedidéer med rådhuset og er gennemført med stor konsekvens.

Arkitektonisk anvendte materialer
At skabe åbenhed er også at skabe sammenhæng og helhed. Et atrium, er et sted med stor rumlig kompleksitet, men er her blevet til et usædvanlig roligt sted. For at understrege at atriet også tilhører kontorarealerne, er der lagt vægt på at undgå kontraster mellem lofterne i kontorerne og balkonforkanterne. Troldtekt er brugt som et gennemgående materiale og har altså her kunne understrege en vigtig rumlighed ved at fortsætte fra lofterne og op på balkonforkanterne. I mødet mellem de to flader er der placeret et langsgående lysrør, der giver en sprødhed til fladerne. At bruge det samme materiale styrker også fornemmelsen af helstøbte former i byggeriet. Troldtektpladerne er placeret i et mønster af plader i 60 x 240 og 60 x 60. Det giver en balance mellem de vertikale betonsøjler og de horisontale balkonforkanter. Brugen af materialer i det nye rådhus er uhyre bevidst og gennemført. Der er kun anvendt få materialer, til gengæld er det robuste og velkendte materialer, der kan bruges på en utraditionel måde. Udvendigt er skifer anvendt på både tag og facade og indenfor er Troldtekt, trægulve og stengulv materialer, der også fortsætter som gulv eller loft. Det giver huset en meget stoflig identitet, der samtidigt arkitektonisk markerer flader og former i en stor helhed.

Rådhus med atmosfære
Udover de store mængder Troldtekt er der stort set højkants paketgulv overalt, der som Troldtekt er et levende og varmt materiale. De to flader giver et fint modspil til de store, meget lyse rum. KHR arbejder oftest med naturlig ventilation, der bl.a. har den fordel at rørføringer ikke fylder i etageadskillelserne og derved begrænser loftshøjden. I de åbne kontorarealer på Rådhuset er der derfor en ekstra loftshøjde, der ikke økonomisk har belastet byggeriet. Derved er vinduesfladerne også større med tilsvarende dagslysmængde. Indeklimaet og arbejdskulturen har også været meget i fokus under processen af byggeriet. Derfor har det været naturligt at bruge Troldtekt for at nedbringe efterklangstiden i de store rum og skabe en venlig atmosfære.
I Laden er det også kombinationen af det højloftede rum, trækonstruktionerne og materialerne der skaber en helt særlig intim og højtidelig stemning i byrådssalen. Troldtekt går fra rytterlyset og ned midt på væggene, hvor højkantsparket fortsætter til gulve. Pladerne er alle 60 x 240 og opleves som en samlet flade. Den plastiske brug af materialerne opbløder og ”forer” den ellers kantede lade uden der opstår arkitektoniske konflikter. Byrådssalen har, som den bør, fået en meget stærk identitet, der printer sig ind som en oplevelse af levende rum.

Lofter i fokus
Mikkel Beedholm, arkitekt og partner ved KHR fortæller at tegnestuen altid vælger materialer ud fra den enkelte opgave og sted. Materialerne indgår tidligt i skitseringen og udgør en væsentlig del af det arkitektoniske udtryk. Mikkel Beedholm mener der er kommet mere fokus på lofterne. Undgås for mange installationer og andre forstyrrende elementer, kan loftet bidrage med ro og helhed til rummene, og derved sidestilles med gulv – og vægflader.

Fakta

Projekt:
Hillerød kommune har opført et nyt rådhus
Arkitekt:
KHR arkitekter A/S
Bygherre:
Hillerød Kommune
Troldtekt Produkter
Lofts- og vægbeklædning:
Troldtekt akustik
Farve:
Lys natur
Struktur:
Fin (1,5 mm træuld)
Kantprofil:
5 mm fas, K5-FN, monteret med skjulte T-skinner
Tekst & Fotos
Tekst:
Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt MAA
Fotos:
Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt MAA