Folkehus med højt til loftet

På Sønder Boulevard på Vesterbro, falder den tidligere Absalon kirke ind i facaderækken med sine røde tegl og beskedne tårn, men udenfor det klassiske, buede indgangsparti, er fortovet tæt pakket med barnevogne og cykler. Ombygningen af den tidligere kirke til folkehus har lige siden åbningen været en succes.

Man er ikke i tvivl om, at det har været en kirke. Og dog …. Det ligner en dagligstue i stor skala, hvor hele familien er samlet. Med enkle midler er stedet blevet omdannet til et meget fleksibelt ”forsamlingshus”, med skiftende aktiviteter fra morgen til aften.

I Absalon kan man komme til spisning, skak, yoga, banko, plademesse, dans og meget mere. Alle er velkomne og alle er repræsenteret. Stedet er imødekommende med sin hjemlige stemning, hjemlige møbler og lange gardiner og høje reoler, der skal nedbryde rummets kirkeskala. 

Kirkens rumlige akse er brudt ved at tilføje en gangbro i 5 meters højde langs den ene væg. Derved opstår flere rumligheder til ophold og man kan fra overetagen følge aktiviteterne i salen. Gangbroen er også med til indramme indgangen til køkkenet, der ligger ved siden af salen. Undersiden af gangbroen er ligesom loftet i salen beklædt med sort Troldtekt, som sikrer en god akustik for samtalen.

Nu anvendes rummet ikke til prædikener og orgelmusik (efterklangstiden var over 11 sek.) men til sociale møder på kryds og tværs som fællesspisning for 250 personer. Kunstneren Tal R har farvesat Absalon indvendigt,- hvorved inde og ude står i stor kontrast til hinanden. Farverne er kraftfulde og indtager hele huset som derved har mistet sin højtidelighed og danner ramme for socialt samvær og en broget palet af aktiviteter.  

Fakta

Projekt:

Ombygning af den tidligere Absalon kirke til folkehus, København, Danmark

Arkitekt:
ArcgencY Arkitekter, arkitekt MAA Allan Lyth, kunstner Tal R og lysdesigner Marianne Tuxen.
Bygherre:

Lennart Lajboschitz, grundlægger af Tiger-kæden

Troldtekt produkter
Loftsbeklædning:
Troldtekt akustik
Farve:
Sort 207
Struktur:
Fin (1,5 mm træuld)
Kantprofil:
Ret kant, K0, monteret med Troldtekt skruer
Tekst & Fotos
Tekst:
Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt
Fotos:
Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt

Awards

Folkehuset er vinder af ”Årets lille Arne” 2017, som blev uddelt ved Arkitektforeningen Københavns nytårskur den 27. januar, læs mere her.

Folkehuset Absalon var desuden indstillet til Renoverprisen 2017.