Krik natur- og kulturhus

Force4 Architects natur- og kulturhus i Krik i Vestjylland er et af to vinderprojekter i WOOD WOOL AWARD™ 2015. Konkurrencen hylder moderne arkitektur, hvor træbeton beriger og understøtter det arkitektoniske design.

Selv om designet og fladerne er moderne, passer bygningen perfekt ind i omgivelserne – en moderne lade, der diskret udtrykker sit kulturelle formål. Materialerne – beton, træ og sinusplader – er både praktiske og robuste og bevidst valgt for at understrege havets og vindens påvirkning i det maritime klima.

Kulturhuset står som et vartegn i det vindblæste landskab og fungerer som en base, hvorfra områdets barske og smukke natur kan nydes og udforskes. Det giver fjorden og byen nyt liv og kulturelle muligheder og indbyder alle til at opleve dets skønhed.

Da huset blev opført, var det afgørende at anerkende de landlige omgivelser i Nationalpark Thy. Arkitekturen er direkte inspireret af de gamle lader og bygninger, der fandtes i området for mange år siden.

Fleksibel indretning
Bygningen i Krik er udformet som en nyfortolkning af det enkle og traditionelle sadeltagshus. I den ene ende af bygningen er der en udgang med direkte udsigt til havet, mens der i den anden ende er udgang til en mindre skov. Her kan lokale og besøgende naturelskere have lejrbål og andre udendørsaktiviteter.

Hovedparten af bygningen består af ét enkelt stort og åbent fællesrum i hele husets længde. Det har en centralt placeret pejs og et åbent køkken. I hver ende af bygningen er der et område med omklædning, bad og toiletrum til både herrer og damer.  

Fra det store fællesrum er der adgang til hemsen. Det indvendige rum er enkelt, fleksibelt og velegnet til forskellige kulturarrangementer og kan benyttes af mindre grupper som windsurfere og skoleklasser eller andre besøgende i Nationalpark Thy.

Enkelt og naturligt materialevalg
De indvendige materialer er omhyggeligt udvalgt. Rummet er indrettet lige så minimalistisk som bygningen udvendigt af respekt for omgivelsernes naturlige skønhed. Materialevalget er enkelt og konsistent, og det giver plads til stedets største attraktion: udsigten.

Landskabet udenfor spejles i det matpolerede betongulv gennem de brede skydedøre i begge ender. Fællesrummet er gennemført med en frihøjde på otte meter til toppen af gavlen. Vægge og loft er derfor helt beklædte med hvide Troldtekt akustikplader monteret vertikalt i forløb.

Panelerne skaber ikke bare en fremragende akustik i rummet, men er også en enkel og naturlig indendørs beklædning. Den indre kerne er beklædt med malet krydsfiner, og køkkenet er forsynet med sorte paneler og bordplader i smuk kulfarvet granit. Den sorte farve går igen i de to indgangspartier i hver ende af bygningen, der er forsynet med sorte klinker og vægge.

Bygningen i Krik inviterer den besøgende til at opleve den vestjyske natur ved at skabe en glidende overgang mellem miljøet indendørs og udendørs.

Læs mere om vinderprojektet i WOOD WOOL AWARD 2015. 

Fakta

Projekt:
Natur- og kulturcenter i Krik, Danmark
Arkitekt:
Force4 Architects
Bygherre:
Thisted Kommune og Realdania
Troldtekt Produkter
Lofts- og vægbeklædning:
Troldtekt akustik
Farve:
Hvidmalet 101
Struktur:
Ultrafin (1,0 mm træuld)
Kantprofil:
Ret kant, K0-N, monteret med skjulte KN-beslag
Tekst & Fotos
Tekst:
Force4 Architects
Fotos:
Force4 Architects

Awards

Vinder af WOOD WOOL AWARD 2015 i kategorien "Manufactured by Troldtekt"