Vestjyllands Kunstpavillon Videbæk

Natur og arkitektur forenes fornemt i Henning Larsens kunstpavillon.

Den lille pavillon ligger som en hvid skulptur i det grønne og spejler sig i søen. Træerne, vandet og den elegante bygning danner sammen et harmonisk sceneri, hvor de enkelte elementer fremhæver hinanden. Den verdensberømte arkitekt Henning Larsen har skabt et lille mesterværk til den fjerne egn, hvor han voksede op. Han nåede at færdiggøre projektet og se det opført inden sin død i sommeren 2013.

Videbæk er en mindre by, der ligger midtvejs mellem Herning og Ringkøbing. For nogle år siden satte en række lokale ildsjæle sig for at skaffe midlerne til at etablere en fleksibel udstillingsbygning i byens parkanlæg. Et dynamisk og levende sted for samtidskunst og kunst med lokal forankring i det vestjyske. Desuden skulle huset også være velegnet til foredrag og koncerter. Henning Larsen blev involveret, og efter 5 års arbejde kunne Vestjyllands Kunstpavillon slå dørene op den 1. juni 2012.

Arkitekt maa Mikkel Hune fra Henning Larsen Architects siger: ”Udstillingsbygningen er tænkt som en let og luftig havepavillon med enkle detaljer og en uformel materialitet. Den åbne og transparente facade omslutter udstillingsrummet, caféen og terrassen som svæver over vandspejlet. Loftet indgår som en kvadratisk skive, der overdækker både inde- og uderummet.”

Mikkel Hune fortæller videre: ”Valget af Troldtekt er truffet ud fra ønsket om at anvende at loftsmateriale, der kan anvendes både ude og inde, samtidigt med at akustikken løses i et greb med en ensartet demonterbar flade. Kunstpavillonen drives af frivillige for et beskedent budget. Robuste og vedligeholdelsesfrie løsninger er derfor påkrævet, og Troldtekt opfylder ønsket om et skruefast loft hvor bl.a. belysningen kan påbygges og ændres løbende.”

En mesterlig kolorist vender hjem - Arne Haugen Sørensen Museum 
I september 2017 åbnede et nyt museum på 400 m2, som en naturlig udvidelse af den eksisterende kunstpavillon. Bygningen er udelukkende tilegnet billedkunstneren Arne Haugen Sørensens livsværk. Han har i mange år boet - og arbejdet i Spanien, hvor lyset er langt kraftigere end på vores breddegrader. Nu er 70 af hans religiøse værker samlet i Videbæk, hvor der vil være skiftende udstillinger.

Arkitektonisk er det nye museum næsten identisk med den oprindelige kunstpavillon, og det er da også Henning Larsen Architects, der står bag stregerne til den nye bygning. De to pavilloner danner en helhed, der forstærker kontakten til den omgivende park. Interiøret er præget af samme enkle materialeholdning, som den første bygning. Glittede betongulve, in situ støbte vægelementer og Troldtekt akustikplader på loftsfladerne.

Fakta

Projekt:
Kunstpavillon Videbæk
Arkitekt:
Henning Larsen Architects
Bygherre:
Vestjyllands Kunstpavillon Videbæk
Troldtekt Produkter
Loftsbeklædning:
Troldtekt akustik
Farve:
Hvidmalet 101
Struktur:
Fin (1,5 mm træuld)
Kantprofil:
5 mm fas, K5, monteret med Troldtekt skruer
Tekst & Fotos
Tekst:
Thomas Mølvig, arkitekt
Fotos:
Thomas Mølvig, arkitekt