Naturens teater i London

Det prisvindende Open Air Theatre, der ligger i den naturskønne Regent's Park i London, er en af byens skjulte teaterskatte og en favorit hos både lokale teatergæster og turister.

Teateret er placeret inde i parken og er usædvanligt ved, at hverken scene eller tilskuerpladser er overdækket, så der er frit udsyn til himlen. Det eneste overdækkede område er baren, der befinder sig under tilskuerpladserne, og som er en af de længste teaterbarer i London, idét den strækker sig i hele sæderækkernes længde.

I 15 uger hver sommer vækkes det udendørs teater til live, hvor det hver aften byder 1.200 publikummer velkommen i de usædvanlige omgivelser mellem træerne. Der er et kæmpe område bag scenen med green room til skuespillerne og det tekniske team, garderobe-, makeup- og paryk-afdeling, et værksted, hvor kulisserne vedligeholdes og adskillige kontorer til forestillingsleder, lyd og andre funktioner.

I maj 2018 gjorde en nyopført øvebygning det muligt at samle alle teatrets produktionsfaciliteter på stedet for første gang, siden teatret blev bygget i 1932. Ud over øvesalen i dobbelt højde, der ligger midt i bygningen, huser bygningen et nyt industrikøkken, kontorer, green room og mindre øvelokaler til stemmearbejde.

Bygningen er konstrueret, så de smukke omgivelser med træer, planter og himmel forstærkes og omslutter de besøgende. Væggene er beklædt med mørkbejdset lærketræ, som udvisker overgangen mellem bygning og landskab, samtidig med at det giver en naturlig forlængelse af de eksisterende bygninger langs teatret.

Den nye bygning er bygget op af et præfabrikeret panelsystem i krydsfinerlaminat. Den lette konstruktion blev opført på et par dage (mens teatret var lukket) i vinterperioden, og samtidig gjorde den, at man kunne nøjes med et forholdsvis lille fundament med minimal indvirkning på træernes rødder.

Et af de mest dramatiske rum er øve- og dansesalen. Salen, der er badet i både kunstigt lys og naturligt dagslys, domineres af det store spejl, der dækker hele den ene væg fra gulv til loft, så dansere og skuespillere kan øve deres bevægelser. Her var det meget vigtigt at dæmpe og absorbere lyden for at bevare de naturlige omgivelser og sikre, at udendørs prøver og aktiviteter ikke bliver forstyrret. Det har man gjort ved at beklæde store områder af væggene med Troldtekt akustikplader.

Fakta

Projekt:
Regent's Park Open Air Theatre i London
Arkitekt:
Reed Watts Architects
Troldtekt Produkter
Lofts- og vægbeklædning:
Troldtekt akustik
Farve:
Lys natur og naturgrå
Struktur:
Fin (1,5 mm træuld)
Kantdesign:
Ret kant, K0
Tekst & fotos
Tekst:
Christopher Sykes, Pressential LLP
Fotos:
David Jensen