Glimt fra Julias forunderlige verden

Julia Kleine og hendes familie har forvandlet et gammelt husmandssted fra 1907 til et moderne og stilfuldt familiehjem i to etager.

Midt i landsbyen Nors i Thy bor Julia Kleine, hendes mand Thomas og deres tre børn i et 205 kvadratmeter stort hus i to plan. Oprindeligt var bygningen et husmandssted med kostald i baggården, men familien har selv forvandlet det til et moderne hjem, der passer bedre til en stilbevidst børnefamilie. Senest ved for syv år siden at udvide med en tilbygning i højden, hvor der nu er værelser til de to ældste børn og et kæmpe fællesområde, der indbyder til fri leg.

– Thomas og hans far har selv klaret meget af det praktiske. Vi ville gerne have et rum, hvor der var masser af plads til, at ungerne kunne boltre sig. De fritlagte spær er af fyrretræ, der er bejdset for at give dem et ældre look, der passer til resten af huset, fortæller Julia Kleine.

Nej tak til køkken-alrum 
I stueetagen har familiens yngste datter fået værelse ved siden af Julia og Thomas. Begge værelser fører ud til den store stue og køkkenet, der er forbundet af et åbent område.

– Vi overvejede, om vi skulle fjerne skillevæggen helt og skabe et regulært køkken-alrum. Men det ville ikke have fungeret nær så godt, hvis det blev åbnet helt. Som det er nu, føles det som ét rum, men er stadig adskilt og lettere at møblere og indrette med hyggekroge, siger Julia Kleine.

Troldtekt skaber kontrast
Hele stueetagen og begge de øvre børneværelser har Troldtekt akustiklofter, med detaljer som velplacerede spots, en indbygget emhætte og en hjemmelavet loftslem. Valget faldt på Troldtekt af både praktiske og stilmæssige årsager.

– Jeg havde lagt mærke til Troldtekt på Instagram, og da vi så en prøve i et byggemarked kunne jeg se, at det var både pænt og praktisk. Da det blev monteret, var jeg helt solgt. Jeg blev positivt overrasket over, hvor godt det passede ind i stilen, og hvor fed en kontrast det gav til vores andre ting. Det giver en super akustik, og så er det et praktisk materiale at arbejde med. Vi har hele tiden gang i et par indretningsprojekter, og det er rart at vide, at vi for eksempel nemt kan sætte en ekstra spot i, siger Julia Kleine.

Fakta

Projekt:
Renoveret husmandssted fra 1907 i Thisted (Instagram: @julias_verden)
Troldtekt Produkter
Loftsbeklædning:
Troldtekt akustik
Farve:
Hvid 101
Struktur:
Ultrafin (1,0 mm træuld)
Kantprofil:
5 mm fas, K5
Montering:
Med Troldtekt skruer
Tekst & Fotos
Tekst:
Publico
Fotos:
Tommy Kosior, Troldtekt A/S