Møde mellem fjord og by

Vestre Fjordpark i Aalborg er blevet et populært sted, hvor alle kan dyrke natur og friluftsliv. Det genopståede friluftsbad har netop fået endnu en pris, Architizer A + Award, for den fine balance mellem natur og arkitektur. I et naturområde ved Limfjorden er der skabt rammer for mange typer aktiviteter udover svømning, udspring og vinterbadning.

Friluftsbadet har gennemgået en stor renovering og modernisering, og i sommeren 2017 kunne anlægget åbne igen. Arkitektfirmaet ADEPT og GHB Landskabsarkitekter har arbejdet tæt sammen om projektet, og det er der kommet en meget vellykket og indbydende Fjordpark ud af. Som en overgang mellem land og vand indpasser bygninger og trapper sig, samtidig med at de indrammer naturen og skaber læ og opholdsrum. Aktivitetsmulighederne er mange fra de traditionelle badefaciliteter til naturlegepladser, cykelbane og vandparkour.

Stranden udgør badefaciliteterne med et lavt badeområde, et 50 meter svømmebassin og udspringsbassinet. Mellem Limfjorden og badebassiner ligger Tangen fint indpasset som en langstrakt landskabelig flade med trapper, tagterrasser og bygninger. Grebet er enkelt og skulpturelt samtidig med, at det er funktionelt og fx beskytter bygningsdelene mod oversvømmelser. Træ er det gennemgående materiale, der giver en fin sammenhæng for stedet, men som også er robust og behageligt ved kropslig kontakt.

Tangen rummer også klublokaler til en stribe vandsportsklubber og livredderkontor. Café SALT ligger også på den store flade og er et populært sted at tage ophold. Her er servering inde og ude med udsigt til både bassinerne og fjorden. Her er anvendt Troldtekt træbetonplader, der passer materialemæssigt ind og sikrer en god akustik. I de øvrige mødelokaler og undervisningslokaler i anlægget, er der tilsvarende anvendt Troldtekt. Cykelparkeringen ved indgangen i Skoven er ikke nyopført men renoveret, og her er der også tænkt på akustik, og Troldtekt akustikplader er her ligeledes valgt som en robust loftsbeklædning.

Fakta

Projekt:
Vestre Fjordpark i Aalborg
Arkitekt:
ADEPT, GHB Landskabsarkitekter
Bygherre:
Aalborg Kommune
Troldtekt Produkter
Loftsbeklædning:
Troldtekt akustik
Farve:
Lys natur
Struktur:
Ultrafin (1,0 mm træuld)
Kantprofil:
5 mm fas, K5
Montering:
Med Troldtekt struktur-skruer
Tekst & Fotos
Tekst:
Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt
Fotos:
Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt

Awards

Vestre Fjordpark opnåede Highly Commended (2. plads) i kategorien Sport in Architecture ved WAN Awards 2018.

Vinder af Architizer A+Award i kategorien Sport & Recreation.

Shortlistet til en World Architecture Festival Award 2018.

Vinder af Aalborg Kommunes Bygningspræmiering 2017 for flot sammenhæng mellem landskab og arkitektur.
 
Indstillet til Dansk Landskabspris 2017.