Nybyggede hjem med naturen som nabo

Naturbydelen Ringkøbing K forener boliger og natur. Flere har valgt at få monteret Troldtekt akustiklofter for at understøtte naturens ro.

Lydabsorberende træbetonplader fra Troldtekt anvendes ofte som akustikloft i private hjem
Foto: Tommy Kosior, Troldtekt A/S

I den vestjyske natur lige ud til Ringkøbing Fjord ligger det nybyggede boligområde Naturbydelen Ringkøbing K, som Ringkøbing-Skjern Kommune og Realdania By og Byg står bag. Her er der blandt andet opført 40 lejligheder i et og to plan og fra 84 til 150 kvadratmeter. Alle har udsigt over fjorden – og med et enkelt skridt ud ad døren står man midt i hedelandskabet.

Entreprenørfirmaet Frifeldt har opført boligerne, som er tegnet af N+P Arkitektur.

Gearet til den tredje alder

I en af de nye ejerlejligheder på Strandkanten i Naturbydelen er Jan Kipker og hans hustru, Marianne Kipker, flyttet ind i stueetagen. De købte boligen som et projektsalg og flyttede ind i juni 2020.

– Vi valgte primært lejligheden på grund af udsigten til fjorden og den gode beliggenhed her i et så naturskønt område. Det lokkede også at blive fri for at ordne have. Nu kommer vi ikke hjem til en have fyldt med ukrudt og en plæne, der skal slås, når vi har været væk. Dette er vores alderdomshybel, siger Jan Kipker.

Lys, udsigt og mere tid

Fra hele lejlighedens vestside, der omfatter værelse, stue og køkkenalrum, er der direkte udsigt til fjorden. Boligen er på 106 kvadratmeter, og alle rum har fået monteret Troldtekt akustikplader.

– Vi er især glade for de store vinduespartier, da der kommer meget lys ind. Lejligheden passer rigtig godt til vores behov, siger Jan Kipker og fremhæver den forbedrede akustik:

– Akustikken er helt fantastisk! Vi kan mærke stor forskel med Troldtekt. Man bliver ikke træt i ørerne, når der er mange lyde i rummet.

Førstesal med god planløsning

Lars Kvist og Irene Bechsgaard flyttede også ind i deres bolig i sommeren 2020. Parret bor på første sal med samme ugenerede udsigt over Ringkøbing Fjord.

– Vi ville gerne reducere antallet af timer, der går med rengøring og havearbejde. Derudover har vi fået en god udsigt og en fantastisk planløsning, siger Lars Kvist.

Parret har ingen hjemmeboende børn, men de fire delebørn kommer forbi i ny og næ, og dem er der plads til med de to soveværelser.

Loft til kip og masser af lys

I lejligheden er der loft til kip og et godt lysindfald, da facaden ud mod fjorden er i glas. Derudover fremhæver Lars Kvist boligens gode akustik, efter parret fik monteret Troldtekt akustikplader.

– Der er en fin og behagelig akustik uden rumklang. Vi ønskede at få akustikpladerne helt ud til kanterne uden fuger eller lister, og det har tømrerne klaret rigtig fint. Vi er ganske tilfredse med resultatet, lyder det fra Lars Kvist.