Fællesskab er fællesnævner

Det nye PFA Kollegium i Odense med plads til 298 studerende er udformet som en sløjfe, der bringer det sociale fællesskab i centrum. De studerende bor i bo-grupper, hvor køkkenerne er fælles og dermed også et mødested for den enkelte gruppe.

Foto: Helene Høyer Mikkelsen, architect

I anledning af fondens 100-års jubilæum har PFA Pension taget initiativ til opførelsen af studieboliger i landets fire største byer. Studieboligerne er fortrinsvis for PFA kunders børn og børnebørn. For kollegierne gælder, at fællesskab, læringsmiljø og bæredygtighed er grundelementer i designprocessen og det endelige byggeri.

I Odense blev det første kollegium klar i 2020 og er opført som et klassisk kollegium med små enheder, der har fælles køkken og opholdsrum. Arkitema har tegnet kollegiet og har forbilledligt fået indarbejdet de tre grundelementer på alle niveauer i byggeriet.

De udendørs arealer mellem bygningerne og på de udvendige gangbroer er tegnet således, at de indbyder til ophold, møder og større arrangementer. Bo-grupperne har også terrasser eller altaner ved køkkenerne, hvor de kan tage ophold og mødes.

DGNB-certificeret

Studieboligerne er fordelt i de to sammenbyggede karrébebyggelser på fire etager, hvor hver bo-gruppe deles om køkken, spiseplads og tv-stue. Derved er det sociale element sikret både udendørs og i den enkelte bo-gruppe. I hjertet af PFA-kollegiet ligger også nogle fælles faciliteter for beboerne. Her er adgang til mødelokaler og mere åbne miljøer, hvor beboerne kan mødes med studiegrupper eller fordybe sig i studiet.

Bæredygtighed er et vidt begreb, som her både favner social bæredygtighed og alle valg indenfor byggematerialer, installationer og indeklima. Troldtekt lofter i alle fællesrum og fællesfaciliteter er et fint eksempel på et materiale, der er robust og har en positiv effekt på indeklimaet, herunder akustikken.

Byggeriet er DGNB-certificeret guld, hvilket stiller store krav til byggeriets aftryk over længere tid og til, hvad der bliver gjort for beboernes trivsel.