Leg med geometri

Tidsmaskinen er navnet på den nye afdeling i Lergravparkens fritidshjem. Stedet er sammensat af tre bygninger med udgangspunkt i en gammel villa, som er renoveret til formålet. Fra villaen går man via en ny glasgang til et syvkantet tårn bygget til teater, bevægelse og musik.

Akustikplader fra Troldtekt som loftsbeklædning i børneinstitution
Foto: Helene Høyer Mikkelsen, architect

De tre dele fungerer som en fin helhed, hvor tårnet tager afsæt i de eksisterende omgivelser og derved er blevet usædvanlig stedbunden. Teglen som bærende materiale, med alle dets muligheder, giver tårnet sit særkende, og samtidig sender huset hilsner til kvarterets karnapper og kviste.

Den klassicistiske villa har man indrettet med historiske møbler til for eksempel en gammel stue, bibliotek og købmandsbutik. Deraf navnet Tidsmaskinen. I tårnet har man skabt de perfekte rammer til teater i nederste etage, mens de overliggende etager er til bevægelse og musik. Tårnets syvkantede form understøtter og indbyder til bevægelse, men kan også anvendes til mere stille leg.

Rolige rum

Tidsmaskinens tårn ligner ikke noget man har set før. Men BBP arkitekter har ikke tegnet et hurlumhejhus. Ved at fastholde tegl både inde og ude i det fuldmurede tårn er det netop ikke alle parametre, som man har skruet på. De syv kanter, runde vinduer og foldede tag er velkendt geometri, som giver rummene en klarhed, ligesom teglen giver nærvær og stoflighed.

Troldtekt akustikplader er valgt til alle lofter, hvilket forstærker stofligheden, men dæmper akustikken. Trælister er monteret på loftets nedadgående kanter eller samlinger, hvorved geometrien understreges. Gulvene spejler loftets form på alle etager. De spændende lofter fremstår næsten som dekoration til rummene, og det fungerer blandt andet, fordi man har undgået unødige armaturer i loftet til ventilation.

Troldtekt ventilation sørger for frisk luft gennem udvalgte loftsplader. Derved har man også kunnet øge loftshøjden i rummene.