Nyt liv i byen

Innovationsplatformen CORE i Oldenburg, Tyskland, er et godt bud på, hvordan livet kan leves i fremtidens bykerner – her kombineres innovative arbejdskoncepter med livsstil, regional gastronomi og international streetfood.

Foto: Torben Weiss

Den store bygning på i alt 6.000 kvadratmeter i City Center Oldenburg, hvor CORE holder til, husede tidligere stormagasinet Hertie, men stod tom i en længere periode, indtil det i april 2021 åbnede med nyt liv og nye funktioner takket være arkitekten Alexis Angelis. Den markante bygning er nu blevet til et energivenligt centrum for nye, innovative måder at arbejde på.  Inden for rammerne af et driftskoncept udviklet af by- og projektudviklingsvirksomheden NEU_FUNDLAND er der på 2.500 kvadratmeter skabt moderne coworking-arbejdspladser, møderum, eventlokaler og en markedshal med en lang række spændende gastronomiske tilbud.

Åben og levende

Efter en omfattende omstrukturering af grundplanen er der blevet skabt et åbent og levende mødested for tværfaglig vidensudveksling og urbant samvær. Takket være de store vinduespartier er bygningens indre lyst og præget af transparens og sammenhæng.

Tribunen med tre sidderækker af træ placeret over hinanden fremstår også lys og moderne. Den befinder sig midt inde i markedshallen, som også er COREs kulinariske og sociale samlingspunkt, og er velegnet til både offentlige og halvoffentlige oplæg og events. Der er desuden to auditorier med plads til op til 250 personer. De fleksible og faste coworking-arbejdspladser og de indbydende mødelokaler, som delvist er afgrænset af glasvægge, er placeret på overetagen, hvor der desuden er et tekøkken og flere muligheder for at trække sig tilbage.

Moderne urban karakter

Indretningen og møbleringen blev skræddersyet til CORE i samarbejde med Noord Good Interior og understreger det overordnede koncepts moderne urbane karakter med en kombination af industrielle lofter og materialer som beton, træ, glas og metal. For at understrege den industrielle karakter er alle installationer gjort synlige – uanset om det er udluftningskanaler, belysningsinstallationer eller kabelbroer. På flere af lofterne er der monteret træbetonplader, som ikke kun har en æstetisk funktion, men også overbeviser gennem deres gode akustiske egenskaber.