Indretning inspireret af vand

DTU Science Park i Hørsholm er Danmarks førende vækst- og udviklingsmiljø med en lang liste af tilknyttede virksomheder. DHI er en af de virksomheder, som har været en del af DTU Science Park de seneste 50 år.

Foto: Helene Høyer Mikkelsen

ARCnordic arkitekter og ingeniører har stået for projektet med at renovere og modernisere lokalerne efter DHI, som er flyttet til et nyt domicil i DTU Science Park. Opgaven har været at skabe attraktive faciliteter til kommende lejere i den gamle gård. Et af områderne er en fløj med mødelokaler i forskellige størrelser, tilhørende tekøkkener og loungeområder.

Bygningens historie gav nogle udfordringer, som er blevet vendt til et charmerende udtryk. Indretningen er præget af en grafisk stil med hvide vægge og sorte rammer i glaspartierne, som afgrænser mødelokalerne. Kontrasterne er blødt op af lyseblå gardiner, møbelpolstring i mødelokalerne og varme farver i caféområdet.

Kurver og bølger

Et velfungerende miljø for mødelokaler og lounge kræver en god akustik og dermed lydabsorbering. ARCnordic har valgt designløsningen Troldtekt curves i en mørk specialfarve til lofterne, hvilket giver en flot sammenhæng mellem rummene på tværs af glasvæggene. Samtidig er det en Troldtekt plade med et unikt kurvet mønster i pladen, hvor fire smalle spor omgiver et bredere spor.

Da den tidligere lejer DHI forsker i vand og miljø, går det bølgende mønster i Troldtekt curves pladerne fint i tråd med husets historie og temaet omkring vand. Det kurvede mønster associeres med strømmende vand og betyder, at pladerne ”flyder sammen”.

De mindre mødelokaler har ikke Troldtekt curves helt ud til væggene, men midt i rummet kombineret med en glat plade som frise langs væggene. Derved bliver designet i loftet en enkel dekoration. Derudover er der indbygget spots i loftet, som også har sorte armaturer for ikke at forstyrre loftsfladernes helhed.