"everyworks" – fremtidens coworking

Kan man arbejde koncentreret og i fred og ro på det mest centrale sted i den tyske hovedstad? Ja, på Berlins hovedbanegård kan man leje sig ind i Deutsche Bahns "everyworks", det første coworking-space af sin art i Berlin.

På 10. etage kan alle, som ikke orker hjemmekontoret længere, er i transit eller skal bruge et mødelokale, nemt booke en arbejdsplads eller et mødelokale via en app – endda helt ned på minutbasis.

Deutsche Bahn tager her coworking-konceptet, hvor flere mennesker arbejder mobilt på ét sted, et skridt videre, bl.a. som en reaktion på den aktuelle corona-situation.

Med de fleksible, rolige og hygiejniske kontorløsninger fra "everyworks" er ingen længere tvunget til at sidde alene og isoleret ved køkkenbordet derhjemme, men kan nu blive en del af en moderne og professionelt udstyret arbejdsplads – både på kort og langt sigt og med tilstrækkelig afstand til de andre kolleger.

Det første, man møder, når man træder ind i det ca. 1.500 m2 store område, er det såkaldte Welcome Area. Her står der et stort barelement, der både fungerer som reception, kaffebar og arbejdsbord. Som i alle de øvrige rum i bygningen er indretningen også her præget af markante farver.

Til stille, koncentreret arbejde råder stedet p.t. over 115 Minute Seats med fleksibel booking samt yderligere 21 arbejdsstationer i "Focus Area" i den bagerste del af det rummelige og lyse område. Der er desuden 9 mødelokaler med plads til 2-8 personer. De er udstyret med højdejusterbare borde, Bluetooth-kompatible skærme (43 og 55 tommer), store whiteboards og en Toolbox med diverse præsentationsmaterialer.

HDMI- og VGA-adaptere kan lånes gratis. Også internet, vand, kaffe og te er inkluderet i lejen. Der er desuden mulighed for at bestille catering.

For at få en optimal akustik i dette kreative arbejdsmiljø har man valgt vægbeklædninger og møbeloverflader, der har en positiv effekt på akustikken. I modsætning til møblernes markante farver er lofter og gulve holdt i en neutral grå.

Flere steder på væggene i kontorerne i "everyworks" hænger der sorte Troldtekt akustikplader, som reducerer efterklangstiden og skaber en rolig og behagelig atmosfære.

Fakta

Projekt:
everyworks Resident-Offices, Berlin
Arkitekt:
Bauer+Pohl Projekte International
Bygherre:
DB Station&Service AG, Berlin
Troldtekt produkter
Vægbeklædning:
Troldtekt akustik
Farve:
Sort 207
Struktur:
Ultrafin (1,0 mm træuld)
Kantprofil:
Ret kant og not, K0-N
Tekst & Fotos
Tekst:
Diplomingeniør Olaf Wiechers, arkitekt
Fotos:
Diplomingeniør Olaf Wiechers, arkitekt