Framehouse

Fremragende fleksibel kontorbygning med åben træstruktur i to etager

Foto: Thomas Mølvig, architect MAA

Beliggenheden er egentlig ganske ydmyg. Et erhvervsområde lige syd for Københavns Lufthavn og 12 km fra centrum af byen. Her ligger en gruppe større hangarer, som er genanvendt til nye formål, og der er nu kommet et mesterligt skud på stammen. Et visionært projekt - kaldet Framehouse - som blev shortlistet til titlen ”Årets Kontorbyggeri 2020” i Danmark.

Framehouse er et nyopført kontorhotel, bestående af tre parallelle længer, som indpasser sig perfekt i konteksten. Udefra er det et relativt anonymt projekt med rå aluminiumsfacader, vinduesbånd i hele bygningens længde og glas med partier i træ i gavlene. Det hele er smukt proportioneret og udført med en skarp præcision, som signalerer kvalitet. Der er plads til 120 medarbejdere / brugere.

Den indre skov

Det midterste volumen er hjertet i Framehouse. På dette sted er bygningen trukket lidt tilbage og danner indgangsparti. Her ligger receptionen, mødelokaler og kantinen. Allerede i foyeren forstår man at der er tale om et helt unikt hus, der er opført med et tårnhøjt ambitionsniveau som grundlag.

Træ er det altdominerende materiale, og det utraditionelle kontormiljø er udført med et sjældent arkitektonisk overskud. Det er som at træde direkte ind i en skov med høje stammer og fine lysindfald. Lige meget hvor man vender blikket hen er der nye flotte vinkler og lækre detaljer. Der er rigtig god kontakt etagerne imellem og stemningen er hjemlig, - som i en eksklusiv skihytte.

Konstruktionen er limtræsbjælker og søjler. Alt andet er skeletrammer både på facaden og tagkassetter. I loftet er krydsfiner lagt på træspær. På både loft og væg afsluttes der med sort Troldtekt, påmonteret trælister, som sikrer god akustik i det meget åbne kontorhus. En diskret-, men yderst effektiv løsning.

Framehouse er tegnet af Schmidt Hammer Lassen Architects og med indehaver John Foldbjerg Lassen, som sagsarkitekt og idéudvikler. Sammen med direktør i Framehouse ApS - Martin Kvist-Madsen - har han udviklet visionen om et bæredygtigt erhvervsfællesskab.

Arkitekt John Foldbjerg Lassen siger om arkitekturen:

"Jeg synes, det er lykkedes os at få et hus frem, hvor man kan se håndværket - altså træet der står - det bærende og det bårne. Vi har gjort rummene meget åbne og skabt plads til et lyst og levende arbejdsmiljø. Møderum, kantine og fællesområder ligger i midten, mens kontorerne er placeret langs facaden på hver etage. Det inviterer brugerne til at mødes på tværs, men giver også mulighed for at trække sig tilbage i faglig fordybelse".

Framehouse er CO2-neutralt, stort set energimæssigt selvforsynende og certificeret med DNGB Guldmærket. Byggeriet er nomineret til en række priser, bl.a. Danish Wood Award 2021 og Årets Arne 2019.

 

”Framehouses simple bygningsvolumener er en reference til den lokale kontekst, og er samtidig en sjælden og helt særlig bygning i Danmark på grund af dens åbne træstruktur, der er både bæredygtig og innovativ.”

Citat Akademisk Arkitektforening ved nominering til Årets Arne 2019