En hyldest til den rene vare

Restaurant MARK nærer kærlighed til de danske, gode råvarer i køkkenet og præsenteres i indbydende omgivelser på Axeltorv i Landbrug & Fødevarers bygning.

Foto: Helene Høyer Mikkelsen, architect MAA

Restaurant Mark ligger på et hjørne, hvorfor dagslyset er en vigtig del af stedets identitet. Dagslyset giver liv til materialerne og ændrer sig over dagen, ligesom udvalget af råvarer skifter med årstiderne. Bevægelsen rundt i restauranten er meget elegant med diskrete linjer i gulv- og loftsfladerne kombineret med buede bardiske, trappeværn og badeværelsesmøbel.

Udover restauranten, der har åbent hele dagen, har stedet et fleksibelt eventspace, som har en mere intim karakter. Som en ballet opleves indretningen præcis og æstetisk indbydende, men det har krævet en flerårig ombygning af lokalerne og mange valg undervejs.

Dedikerede serveringer

”Moden frugt, friske fisk, muslinger og østers hevet op i vandene omkring os. Flæsk, fugl, mejeri, håndlavet øl og fint madhåndværk fra nær og fjern i Danmark. Alt det gode, vi har, og har bygget vores land op på”, sådan beskriver MARK selv deres køkken.

Indretningen underbygger denne tanke om ærlige materialer og overflader, som betyder, at det er en komposition af træ, tegl, læder, keramik og glas, og mange elementer er håndlavede, som for eksempel lamperne i mundblæst glas. Der er en fin variation af farver og teksturer, der bliver til en fortælling, som nærer sanserne under middagen.

Et gennemgående element i interiøret er Troldtekt, der sikrer en god akustik, men også bidrager med sit eget design og flere farvevalg.

I restauranten er anvendt Troldtekt line natur, hvor de lange linjer fører gæsten ind i restauranten, og linjerne flugter også med belysningens skinnesystem. Som en moderne dekoration er valgt Troldtekt puzzle i en varm, mørk farve som en fin overgang mellem loftet og vægfladen. I underetagen, hvor man finder nogle meget elegante badeværelser og vinkælderen, giver Troldtekt line i sort den rette, dunkle stemning.