Mod nye horisonter

Restaurant Substans er flyttet fra Aarhus bymidte til den nye bydel Aarhus Ø, hvorfra man kan nyde udsigten over bugten og skoven fra 11. sals højde. Maden nydes i smukke rammer indrettet til Substans. Således kompleteres oplevelsen af måltidet.

Rummet er ikke stort, men der er højt til loftet og en særlig stemning, der straks imødekommer gæsten. Det er øverste etage i Pakhusene, som er et markant byggeri i bydelen, tegnet af AART architects, som også har til huse i Pakhusene.

Pakhusene er certificeret DNGB byggeri, hvilket bl.a. betyder, at der er lagt vægt på bæredygtighed og fællesskab.

Den særlige stemning er sikret af en god akustik, hjulpet af sortmalet Troldtekt i loftet. Den sorte farve camouflerer diverse installationer og indrammer det højloftede rum sammen med gardiner og smukke gulve.

Sublim oplevelse

Substans er en restuaruant, der prioriterer økologiske og lokale varer i deres køkken. I indretningen af restaurant Substans har man ønsket en hjemlighed båret af små fortællinger i rummet.

Entréen er kædet sammen med spisestuen, spisekrogen, spisekammeret og baggangen/toilettet. Designfirmaet ENKL fra Aarhus har talentfuldt koreograferet bevægelsen rundt i restauranten med en muret anretter bar midt i rummet. Maden er i centrum.

Møblementet er på én gang genkendeligt og med en kant, der giver appetit og afslører mod. Inspirationen er hentet fra 1960’erne og 1970’ernes helte som Jørn Utzon, Friis & Moltke, Alvar Aalto, der prægede modernismens syn på boligens materialer og komfort.

Træ er et gennemgående materiale, som giver et taktilt og venligt udtryk, mens farvepalletten er bred og sanselig. ENKL arbejder også meget bæredygtigt, da de selv har bygget flere af møblerne, mens andre er fra en lokal møbelfabrik.

Hjemligheden og nærværet i indretningen er en fin modpol til den svimlende udsigt og overraskelserne på tallerknerne.

Fakta

Projekt:
Restaurant Substans i Aarhus
Arkitekt:
AART architects
Bygherre:
Kilden & Hindby (etape 1)
Troldtekt produkter
Loftbeklædning:
Troldtekt akustik
Farve:
Sort 207
Struktur:
Fin (1,5 mm træuld)
Kantprofil:
5 mm fas, K5
Montering:
Med Troldtekt strukturskruer
Tekst & Fotos
Tekst:
Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt
Fotos:
Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt

Certificering

Restaurant Substans har til huse i Pakhusene, som er DGNB-certificeret i kategorien guld.