Harlev Bibliotek

Harlevs nye bibliotek markerer sig flot som et skrin i kobber. Den enkle og fint detaljerede bygning kobler sig ubesværet på den lokale skoles bygninger i røde tegl.

Troldtekt Harlev Bibliotek
Foto: Thomas Mølvig, architect

Bibliotekets mørke kobberbeklædning vil med tiden patinere og tilføre husets ydre en mangfoldighed af smukke grønne nuancer. Som en særlig signaleffekt er hovedfacaden udformet som en stor bogreol med stiliserede kæmpebøger på tre meters højde. Ingen tvivl om, at her ligger ’byens bibliotek’ og alle er velkomne.

Det nye Kombi-bibliotek er resultatet af en sammenlægning af henholdsvis skolebibliotek og folkebibliotek, som begge har haft lokaler forskellige steder på skolen, - og med hvert sit personale. Med dette kunstgreb har man opnået den fordel, at eleverne får et bredere tilbud end et almindeligt skolebibliotek, og samtidig har byens borgere fået et mere levende bibliotek med bedre service.

Der er en rigtig behagelig stemning i det store lyse rum, der udgør både udlån, læsesal og børneafdeling. Daglig leder af biblioteket Dorte Vind fortæller: ’Folk siger ofte, at det er hyggeligt at komme her. Der kan være mange mennesker uden at det virker generende. Skolen har 700 elever og med en ugentlig bibliotekstime per klasse har vi faktisk to klasser herinde i hver skoletime. Herudover er der mange elever, der bare nyder at læse eller benytte computerne i frikvartererne.

Sammenlægningen og de nye lokaler har givet det lille bibliotek en kraftig opblomstring, og det er blevet et mere synligt aktiv i lokalsamfundet. Udover de daglige aktiviteter er det desuden muligt at låne bøger og opholde sig på stedet uden for normal åbningstid. Lånerkortet fungerer nemlig som et adgangskort til lokalerne, der står til rådighed for borgerne til klokken 22 og tilmed i weekenderne.

Homogen loftsflade

Det er Sahl Arkitekter, som har tegnet den nye bygning, og samtidig er der udført en renovering af en række lokaler på skolen. Arkitekt MAA Leif Poder Andersen siger: ’I hele Kombi-biblioteket er lofter udført som nedhængt Troldtekt loft med plader i lys natur, som tilfører lokalet en varm tone, og sikrer god akustik samt et robust loft.

Vi har anvendt Troldtekt Ventilation, som giver en effektiv luftudskiftning uden træk, og som samtidig er med til at give en homogen loftflade uden forstyrrende elementer. Belysningen er integreret i lange tværgående bånd. Samme løsning har vi brugt i de nye fælleslokaler på skolen, – dog uden integreret belysning.

Efterfølgende har hele ’Hovedgaden’ på skolen fået renoveret loftet, og der er blevet monteret et fast loft af træbeton med plader i lys natur med integreret belysning. Det giver en rustik og robust overflade, der passer godt til byggeriet i øvrigt, og der opnås god akustik. Vi har arbejdet hen mod en arkitektonisk helhed, hvor Troldtekt lofter er gennemgående.’

Biblioteket er indrettet med en komprimeret opstilling af bøger og andre materialer, et forholdsvist stort areal er fri for reoler og det giver et åbent og overskueligt indtryk. Midt i det åbne rum er ’Det Demokratiske Torv’ placeret. Det er Tegnestuen PomP, ved arkitekt Gitte Schelde, som har indrettet med stor fantasi og fornemmelse for lokalets potentiale.