Ringkøbing

Et omhyggeligt forarbejde ligger bag den elegante kombination af æstetik og akustik i familien Holsts sommerhus på vestkysten. Her er god plads, højt til loftet og åbent udsyn over fredet klitlandskab.

Troldtekt private home in Ringkøbing
Foto: Tommy Kosior

Mellem Søndervig og Hvide Sande ligger familien Holsts sommerhus fra 2008. Med en placering lidt nede i terrænet bag klitterne er ejendommen opført som to forskudte, sammenhængende huse, ganske ugeneret af omgivelserne. Fra den store sydvendte terrasse er der udsigt over et stort fredet område, hvilket der også er fra husets store køkken-alrum og dagligstue gennem de store glasfacader mod syd.

Udhæng sikrer behagelig temperatur

Familen har selv tegnet huset, der blev bygget på grunden, hvor de før havde et ældre sommerhus. Og for­arbejdet blev gjort med omhu.

– Vi synes, at grunden har en ret enestående beliggenhed. Derfor kunne vi ikke bare sælge huset, hvis nu byggeriet ikke helt faldt ud, som vi ønskede. Med andre ord havde vi kun ét skud i bøssen, og derfor var det vigtigt blandt andet med det rigtige valg af materialer, fortæller familien Holst og fortsætter.

– God udsigt og stort lysindfald var et centralt ønske, men samtidig var det vigtigt, at solen ikke trængte for meget ind om sommeren. Derfor fortsætter lofterne på den anden side af glasfacaden og slutter som et skrånende udhæng på en meter ud over terrassen.

Troldtekt både inde og ude

Overalt i det 150 kvadratmeter store sommerhus er lofter og udhæng beklædt med Troldtekt – et materiale, som familien sætter stor pris på.

– Vi har gipsvægge overalt og ret højt til loftet. Derfor var vi meget opmærksomme på akustikken. På en husudstilling besøgte vi først et hus med perforerede gipslofter, som ikke gav den akustiske effekt, vi ønskede. Bagefter trådte vi ind i et murstenshus med hårde vægge, klinker på gulvet og Troldtekt i loftet. Her gav akustikpladerne en helt anden ro til rummet. Den samme oplevelse får vores gæster, når de besøger os i sommerhuset. De siger, at de virkelig mærker roen, fortæller familien Holst.

– Rent æstetisk er vi også godt tilfredse med Troldtekt pladerne. Valget blev den fine struktur, hvidmalet med lille affasning af kanter – det er et rustikt materiale, som giver en god harmoni med de hvide vægge indendørs og samtidig en god kontrast til den mørke
træfacade.