Familieliv i bæredygtige rammer

Villa Grenaa har papir på, at enfamiliehuset er det mest bæredygtige af sin slags i Danmark. Hjemmet er primært opført i PEFC-certificeret træ og certificeret efter den højeste standard i DGNB (platin). For familien begyndte det hele med en simpel drøm om et træhus.

Da familien Friis Thaagaard købte en byggegrund lidt uden for Grenaa på Djursland, var det for at bygge et hjem i træ. Undervejs i processen steg ambitionsniveauet, og drømmen om at bo i en helt igennem bæredygtig bolig tog form.
 
– Det virkede dumt ikke at bygge bæredygtigt, når det er muligt. Der er store globale udfordringer omkring os, som vi ikke kan løse med en enkelt villa, men vi valgte at gå forrest og bygge et enfamiliehus, som kan blive DGNB-certificeret. På den måde håber vi at gøre det nemmere for andre familier at bygge bæredygtigt, forklarer Dennis Friis Thaagaard.

I efteråret 2020 opnåede Villa Grenaa som det første enfamiliehus i Danmark en DGNB-certificering – endda med den højeste udmærkelse, platin. DGNB er den mest udbredte certificering inden for bæredygtigt byggeri i Danmark. Ordningen sikrer husets bæredygtighed på både det sociale, økonomiske og miljømæssige plan – undervejs i byggeprocessen og i det færdige hus.

Bor blandt sunde materialer

Villa Grenaa, som familien kalder deres hus, er et etplanshus med træbeklædte ydermure og store panoramavinduer. Her er solceller på taget, lerklinede vægge, ventilationsvinduer, varmepumpe, isolering med træflis og vand fra brusere, der bliver genanvendt i toiletter og vaskemaskine.

Huset er også tænkt bæredygtigt i sin arkitektur, for eksempel hjælper tagudhænget med at holde varme inde i huset. Og så er alle materialer nøje udvalgt med blik for, hvad de indeholder, hvordan de er produceret, og hvordan de kan blive genbrugt.

– Vi har gået efter at bo blandt de bedste materialer, fordi vi tror på, at det fremmer vores sundhed. Og vi ved med sikkerhed, at det giver os et hus, som er dejligt at opholde sig i. Her er det rart at trække vejret. Det er livskvalitet for os, siger Dennis Friis Thaagaard.

Alle lofter i huset er beklædt med hvidmalet Troldtekt, mens familien har valgt sorte Troldtekt akustikplader til tagudhængene som en æstetisk finesse.

– Troldtekt giver os markedets bedste akustik, og så er vi begejstrede over måden, Troldtekt er produceret på. Akustikpladerne består udelukkende af naturlige materialer, pladerne kan genanvendes, og så er det et stort plus, at Troldtekt kun anvender certificeret træ, siger Dennis Friis Thaagaard. 

Træ fra bæredygtige skove

Foruden DGNB-certificering er hjemmet den første familievilla i verden, som har fået en PEFC-certificering. Certificeringen bliver brugt til at vurdere, hvorvidt træet i en bygning kan spores tilbage til bæredygtigt skovbrug.

I familievillaen er der blandt andet brugt træ til gulvbrædder, vægbeklædning, isolering med træflis – og Troldtekt akustiklofter.

– Alt træ i vores hus kommer hovedsageligt fra de nordiske skove – og en lille smule fra Tyskland. Hver gang vi har fået leveret byggematerialer med træ, har vi skullet tjekke og dobbelttjekke alle følgesedler. Det er lidt af et arbejde, men vi er stolte over at gå forrest og flytte ind i det første PEFC-certificerede familiehus, siger Dennis Friis Thaagaard. 

Fakta

Projekt:
Bæredygtig privatbolig i Grenaa, Danmark
Bygherre:
Familien Friis Thaagaard
Troldtekt Produkter
Loftbeklædning:
Troldtekt akustik
Farve:
Hvid 101
Struktur:
Extrem fin (0,5 mm træuld)
Kantprofil:
5 mm fas, K5
Montering:
Med Troldtekt strukturskruer
Tekst & Fotos
Tekst:
Publico
Fotos:
Tommy Kosior, Troldtekt A/S

Certificering

Villa Grenaa er som det første enfamiliehus i Danmark certificeret efter den højeste standard i DGNB (platin). Derudover er hjemmet den første familievilla i verden, som har fået en PEFC-certificering.