Usentimental arkitektur

Det er svært at forestille sig en mere attraktiv placering til et hus, der er dedikeret til sejlsport.

I slutningen af maj 2018 indviede Kronprins Frederik det nye Internationale Sejlsportscenter på havnefronten i Aarhus. Ceremonien kulminerede da han hejste en dannebrogsfarvet spiler på en 49erFX tilhørende de to unge supertalenter Ida Marie Baad og Marie Thusgaard. En flot start på en ny æra for sejlerfolket i Østjylland.

Den store lysegrå betonbygning ligger lige ved indsejlingen til lystbådehavnen og træskibshavnen i Aarhus. Mod nord ligger Risskov med sine høje træer og badeanstalten Den Permanente. Udsigten over bugten er formidabel, og ved vestenvind ligger stedet ofte i læ af skoven.

Det nye sejlsportscenter er tegnet af Entasis, som var en del af teamet, der vandt arkitektkonkurrencen i 2013. Bygningen ligger i forlængelse af den nye bydel Aarhus Ø og er forbundet med boligområdet via en promenade langs vandet. Med sin placering mellem byen, havnen og skoven er det blevet et hus, der har helt sit eget rå udtryk.

Usentimental tone

I sit ydre fremtræder sejlsportscenteret som en industrihal med enorme porte og med synlige konstruktionsdetaljer. Huset er gennemført tektonisk. Konstruktionerne ér arkitekturen. Dér hvor bygningen for alvor skiller sig ud fra det industrielle look er ved sin meget store transparens. Lyset strømmer ind i bygningen fra alle fire verdenshjørner De store glasflader er opdelt med vandrette sprosser, som er med til at menneskeliggøre den store skala.

Interiøret er holdt i samme usentimentale tone og den højloftede hal kan rumme et stort antal joller, der nemt køres ind og ud med både mast og sejl monteret. Troldtekt akustiklofter er en naturlig del af den udsøgte aptering, og de akustikregulerende plader spiller utroligt godt sammen med den rå beton.

Administrationen med mødelokaler og klubfaciliteter er placeret mod syd, og på førstesalen er der indrettet opholdsrum med udsigt over bugten. Mod syd er også en stor udendørs terrasse, der ligger hævet op over hovedindgangen.

Fakta

Projekt:
Aarhus Internationale Sejlsportcenter
Arkitekt:
ENTASIS
Troldtekt Produkter
Loftsbeklædning:
Troldtekt akustik plus
Farve:
Lys natur
Struktur:
Fin (1,5 mm træuld)
Kantprofil:
Ret kant, K0 og K0-FN
Montering:
Med Troldtekt strukturskruer
Tekst & Fotos
Tekst:
Thomas Mølvig, arkitekt
Fotos:
Thomas Mølvig, arkitekt, Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt

Awards

Præmieret af Aarhus Kommune 2020.