Bellahøj Svømmehal

Bellahøj Svømmestadion har en række nye svømmefaciliteter, men evner også med sin store tagflade at samle aktiviteterne omkring badet.

Bellahøj Badet har eksisteret i mange år som et friluftsbad med 4 bassiner, bl.a. et springbassin. Udendørsbassinerne ligger mellem det grønne område Bellahøj Mark og nogle idrætshaller. Overfor ligger boligbebyggelsen Bellahøj, der i 1950'erne var de første og meget moderne højhuse på ca. 10 etager. Boligerne er markante p.g.a. deres antal og fine placering i et grønt parkrum.

Bellahøj Svømmestadion er fint tilpasset bydelens skala med den horisontale tagskive, der udgør et arkitektonisk anker i mødet mellem by og landskab. Fra Bellahøj Marks åbne, grønne, vidder fortættes det grønne rum med træer og mere kuperet og modeleret landskab omkring de to tilbageblivende (mindste) udendørs bassiner.

Visuelt giver den horisontale bygning også en større sammenhæng mellem byens og parkens rum. Sammen med friluftsbadet har i mange år ligget nogle idrætshaller, som svømmestadiet nu ligger tæt på. Samlingen af fritids- og idrætsudbud omkring Bellahøj Svømmestadion giver en synergi effekt for aktivitetsniveauet og arkitektonisk en flot sammenhæng, der åbner sig mod omgivelserne.

Markant indgang

Det nye Bellahøj Svømmestadion har bassiner i internationale konkurrencemål til afvikling af svømme- og udspringsstævner. Det omfatter et udsprings- og et 50 meter svømmebassin, med plads til 1000 tilskuere, og et undervisningsbassin. Hovedindgangen er placeret på et markant hjørne med meget trafik, men den urbane indgang indbyder også til ophold og leg på et anlagt trappe og rampeområde med en flot aftenbelysning.

Ved indgangen går man ind under det store tagudhæng og oplever en stor luftighed og transparens uden overflødige elementer eller farver. Terrænet falder under det store tag, hvilket resulterer i en højere glasfacade og større åbenhed ud mod friluftsbadene og parken.

Bygningen udtrykker en klar funktion og en enkel geometri. Materialerne er glas og beton, hvor de røde trappeværn springer i øjnene. Tagets stålgitter drager er synlige i hele bygningen og i facadens udkragninger er de delvist eksponeret i det matte glas, hvilket særligt om aftenen giver en bymæssig stemning.

Det blå rum

Fra indgangen bevæger man sig nedenunder til omklædningsfaciliteterne. Her er indretningen stærk i sin enkelhed, med farvede bokse til opbevaring af tøj overfor homogene flader i flisevæg, betongulv og hvide Troldtekt lofter. De glatte flader opvejes af de dekorative skabsvægge og akustikken er bedret med brugen af Troldtekt på lofterne.

Selve svømmehallen er en overvældende oplevelse af rumlighed. Bassinernes størrelse og vandets blå farve fylder rummet sammen med fornemmelsen af åbenheden til det grønne rum udenfor. I hallen er der netop valgt ikke at anvende nogle adderede farver, men at lade materialernes naturlige farve fremstå for derved at fremhæve vandets blå farve, der spejles i de hvide Troldtekt lofter.

En meget flot "detalje" er bearbejdningen overgangen mellem ude og inde. Vandspejlet er vandret ligesom loftsfladen og her imellem bevæger terrænet sig udenfor omkring huset, så der opstår en "langsom" skrånende facadelinje. De hvidmalede stålgitterdrage i loftet giver en filigran virkning til det store, åbne rum. Troldtekt'en øverst i loftet sikrer en behagelig akustik for svømmere og tilskuere, i et rum, der ellers er domineret af meget hårde flader.

En arkitektonisk perle

Et fint træk ved det nye svømmestadium ved Bellahøj er den tætte forbindelse til den humane modernisme, der er tanken bag hele bydelen ved Bellahøj. Det enkle, venlige og imødekommende karakteriserer det nye anlæg inde og ude. Materialerne får lov at tale deres eget sprog, mens få virkemidler får lov at komme til orde med en kraft.

Det er især brugen af glas, der virker overbevisende og legen med de vandrette flader overfor det kuperede og skrånende. Således har stedet fået stor indflydelse på byggeriet og man tænker, at det ikke kunne være meget anderledes. Omvendt har byggeriet også potentialet til at give bydelen Brønshøj et samlingspunkt.

Fakta

Projekt:
Bellahøj Svømmestadion ved København, Danmark
Arkitekt:
Arkitema
Bygherre:
København Kommune
Troldtekt Produkter
Loftsbeklædning:
Troldtekt Plus
Farve:
Hvidmalet 101
Struktur:
Fin (1,5 mm træuld)
Kantprofil:
Ret kant, K0
Tekst & Fotos
Fotos:
Kenneth Nguyen & Arkitema K/S