Moderniseret skole skaber trygge rammer

Johan Skytteskolen i det sydlige Stockholm er blevet renoveret og har fået tilføjet flere kvadratmeter med både ny idrætshal og baseområder for hvert klassetrin. Det skal fremtidssikre skolens læringsmiljø og skabe tryghed for eleverne.

Johan Skytteskolen ligger i Stockholm og har elever fra børnehaveklasse til 9. klasse. I 2019 blev byggeriet afsluttet, og en ny skolebygning for 0.-6. klasse stod klar til brug. I 2020 stod også en ny idrætshal færdig som supplement til de to andre, der er blevet moderniseret.

Cedervall Arkitekter har tegnet idrætshallen, og Stadion Arkitekter står bag skolens tilbygning og modernisering.

En fast base

Skolens nye bygning består af baseområder til hvert klassetrin på cirka 400 kvadratmeter. Her er der to klasseværelser på omkring 60 kvadratmeter, et fællesrum på 175 kvadratmeter samt mindre grupperum og toiletfaciliteter.

Et baseområde er som en lille skole i den store skole. Eleverne kommer tæt på lærerne, da deres forberedelsesområde er placeret i samme område som eleverne. Det styrker de voksnes tilstedeværelse i elevernes skoledag og skaber tryghed. Johan Skytteskolen er desuden skofri, hvilket betyder, at alle elever tager skoene af, før de går til deres klasseområde – og det er med til at give en hjemlig følelse.

Den nye skolebygning består også af køkken og en stor spisesal. Dertil en musiksal, et træ- og tekstilværksted, en multisal og et bibliotek. Med variation i rummenes størrelser giver det mulighed for at skabe fleksibel undervisning med forskellige læringsmiljøer og gruppestørrelser.

Moderne sportshaller

Johan Skytteskolen har to ældre sportshaller, som nu er blevet moderniseret, samtidig med at en ny hal er opført. Når hallen ikke bliver brugt til aktiviteter i skoletiden, kan foreninger leje den om aftenen og i weekender.

I alle tre idrætssale og i tilhørende omklædningsrum er der monteret hvidmalede Troldtekt akustiklofter. Udover at Troldtekt absorberer støj fra elever under idrætsaktiviteter, er akustikpladerne meget velegnede i sportshaller, da de tåler hårde boldskud.

Fakta

Projekt:
Johan Skytteskolen i Stockholm, Sverige
Arkitekt:
Cedervall Arkitekter og Stadion Arkitekter
Troldtekt produkter
Loftbeklædning:
Troldtekt akustik
Farve:
Hvid 101
Struktur:
Fin (1,5 mm træuld), ultrafin (1,0 mm træuld)
Kantprofil:
Ret kant, K0
Montering:
Med Troldtekt skruer og t-skinnesystem
Tekst & Fotos
Tekst:
Publico
Fotos:
Bara Bild