Badesjov i Rheinland-Pfalz

Den lille by Kusel i den sydvestlige del af Rheinland-Pfalz i Tyskland huser kun ca. 5.000 indbyggere, men har på trods af sin beskedne størrelse en hel del at byde på. Omtrent fire kilometer fra byens centrum ligger Burg Lichtenberg i det smukke bjerglandskab, der præger området. Den er 425 meter lang og dermed den længste borgruin i Tyskland.

Loftsbeklædning med akustikplader fra Troldtekt i svømmehal
Foto: Diplomingeniør Olaf Wiechers, arkitekt

En anden attraktion – og et vigtigt aktiv for regionen – er byens egen bade- og fritidspark, Vitalbad Kusel, som byen netop har investeret flere millioner euro i for at bevare. Det er der kommet et topmoderne og farvestrålende badeland ud af, som appellerer til besøgende i alle aldre.

Det store fritidsanlæg har været et populært samlingspunkt for sportssvømmere, familier og turister siden midten af 1980'erne. Efter den gennemgribende renovering, som også har gjort anlægget langt mere miljøvenligt, opfylder badelandet nu de mest moderne standarder. Det er helt barrierefrit og tilbyder badning og fritidsaktiviteter på højeste niveau.

Ud over at renovere de eksisterende bassiner har man nu også skabt et helt nyt område for børn med mange spændende vandspil og legemuligheder. Også de sanitære faciliteter og omklædningsområdet er helt nye og tilbyder de besøgende masser af plads og komfort både inde og ude.

Den nye bygning passer med sine store glasfacader perfekt ind i det harmonisk designede udendørs område. I det store og meget lyse inderum har man kombineret gulvfliser i varme, brunlige nuancer med lyse betonelementer på væggene. Sammen med de markante hvid-grønne mosaikfliser i den store svømmehal og de kulørte lofter er det lykkedes at få det store bygningskompleks til at fremstå både indbydende og venligt.

Troldtekt akustikplader i grøn, rosa, lilla, turkis og orange tilfører ikke kun farve og varme til stedet, men reducerer også efterklangstiderne og sikrer dermed en optimal akustik i Vitalbad Kusel.