Den grønne Kimbrerpark

Boliger, gårdrum og fællesarealer er forbundet af et grønt, oplevelsesrigt rum. Bebyggelsen er på én gang fint varieret og dynamisk, samtidig med at den fungerer som et trygt og fælles sted for beboerne.

Troldtekt træbetonplader sikrer god akustik i den helende arkitektur
Foto: Helene Høyer Mikkelsen

Midt i byen Aars i Nordjylland ligger Kimbrerparken, og her fungerer bæredygtighed og det grønne element som en samlende kraft mellem byen og boområdet. Fælleshuset i træ ligger ud til vejen, mens de i alt 40 socialpsykiatriske boliger ligger i tilknytning til, fordelt i små længebygninger omkring grønne gårdrum.

Boligerne og fælleshuset er forbundet af stier mellem træer og anden beplantning. Helheden er tegnet af totalrådgiverne Norconsult, der har fokuseret på at skabe et genkendeligt og trygt miljø i en menneskelig skala.

Bæredygtighed er en bærende værdi i hele bebyggelsen og boligerne er derfor også DGNB certificeret i guld.

Naturmaterialer

Ligesom boligerne er fælleshuset opført i to etager og indrammer den store terrasse med sin U-form, hvor der er plads til mange typer aktiviteter. Fælleshuset er opført i massivtræselementer, hvilket træder særligt frem indendørs, hvor alle flader er træ.

Loftet er beklædt med Troldtekt akustikplader, som giver en kontrast til træfladerne, om end de også består af naturmaterialet træ og cement udvundet fra den danske undergrund.

Langs gaden ligger et dobbelthøjt rum, som giver en fin forbindelse mellem etagerne og en god fordeling af dagslyset. Midt i huset ligger opholdsstuen, hvor der altid er kaffe på kanden. Fælleshuset rummer også særlige aktivitetsrum til musik, træværksted, træning og andre hobbier, som beboerne kan dyrke i fællesskab.

Træets varme overflade og den gode akustik, der er sikret ved hjælp af Troldtekt, giver en venlig atmosfære for alle brugere af huset.