Varm modtagelse på lægeklinik

Alt er gennemtænkt i det nye lægehus, hvor der er lagt vægt på et velorganiseret hus til en travl hverdag, men også en imødekommende og moderne indretning, der giver et tilhørsforhold til huset.

Lægeklinikken har taget navn efter det børnehjem, der tidligere beboede adressen. ”Den oprindelige indretning af bygningen var et godt udgangspunkt for renoveringen og indretningen til lægehus. Der er naturligvis ført nye installationer og skiftet overflader, men de tidligere værelser har været oplagte til konsultationsrum, laboratorium etc.”, fortæller arkitekt Mads Østergaard.

”Ankomsten og receptionen har vi arbejdet med at åbne op og skabe et velfungerende knudepunkt i huset”, fortsætter arkitekten. ”Det var faktisk min første idé om receptionsområdet, der er blevet til virkelighed”.

Lige fra indgangspartiet er der arbejdet med at skabe en åben og venlig ankomst. Receptionen ligger centralt mellem det store venteværelse og gangen med konsultationsrum, hvilket har vist sig at være en god løsning for den daglige kommunikation i huset.

Også læge, Jenny Østergaard, er meget tilfreds med organiseringen af det renoverede bygning, hvor kommunikation er i højsædet. ”I vores lægehus er det vigtigt, at vi nemt kan kommunikere, hente prøvesvar og hjælpe hinanden, men det er også vigtigt, at her er en god atmosfære, og det har vi arbejdet meget med i indretningen”, fortæller Jenny Østergaard.

Troldtekt er valgt som et gennemgående materiale, der fremmer en god akustik. Materialet Troldtekt var velkendt af både lægerne og arkitekten, så det var en af de mange ting, de havde et frugtbart samarbejde omkring. Farvesætningen spiller også en stor rolle hos lægerne i Aahaven.

Indretningsarkitekt Anne Mette Warberg har i samarbejde med Mads Østergaard og lægerne fundet den rette balance i farvesætningen. Lægehuset opleves meget moderne og stilfuldt men også indbydende og venligt og det har været en vigtig pointe at stedet ikke signalerer en ”kølig klinik”.

Fakta

Projekt:
Nyrenoveret lægeklinik i Sæby
Arkitekt:
Østergaard Arkitekter, Mads Østergaard
Bygherre:
Lægerne Aahaven v./ Jenny Østergaard, Thomas Mølgaard og Mette Brassøe
Troldtekt Produkter
Loftsbeklædning:
Troldtekt akustik
Farve:
Hvidmalet 101
Struktur:
Fin (1,5 mm træuld)
Tekst & Fotos
Tekst:
Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt
Fotos:
Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt