Bløde materialer med skarpt udtryk

Stofligheden er meget fremtrædende i sommerhuset ved Nissum Bredning i Thy. Huset ligger helt ned til kysten, og lyset er derfor både stærkt og meget vekslende.

Lydabsorberende træbetonplader fra Troldtekt anvendes ofte som akustikloft i sundhedsbyggeri
Foto: Helene Høyer Mikkelsen

UlykkesPatientForeningen har fået opført dette sommerhus til sine medlemmer. Huset ligger fantastisk - omgivet af grantræer og med udsigt til fjorden. Arkitektonisk er huset meget enkelt i sin opbygning med et centralt og gennemlyst opholdsrum med køkken og niveaufri adgang til en stor træterrasse på begge sider af huset. Huset er i øvrigt indrettet med fokus på stor tilgængelighed for mennesker med fysiske handicap og deres hjælpere.

På hver side af opholdsrummet ligger værelser og badeværelser med plads til samlet fem personer. Ved ankomstsiden er der i forbindelse med terrassen en mindre overdækket terrasse, således, at man til hver en tid kan finde læ i det ellers lidt barske landskab. Facaderne er i cedertræ, som hurtigt har ændret karakter, hvor det er eksponeret for sol, mens det på ankomstsiden stadig fremstår meget varmt og indbydende.

Kontrast og sammenhæng

Materialerne indenfor har arkitekt Jon Hune tilsvarende haft mange overvejelser omkring. Bygherren har ønsket vedligeholdelsesfri og naturlige materialer, hvilket Jon Hune fandt oplagt i dette byggeri. Således er huset opført i en kombination af træ og teglsten fra det lokale Helligsø Teglværk, som giver meget karakter til rummet sammen med finérpladerne.

På gulvene er anvendt store klinker og på lofterne Troldtekt akustikplader i farven lys natur, der udover en forbedret akustik giver et elegant, præcist udtryk til loftsfladerne. Træ, tegl, klinker og Troldtekt-lofter er anvendt konsekvent i alle rum, og det valg giver en fin sammenhæng og et harmonisk udtryk.

Lyset fra panoramavinduerne forstærker materialernes egenskaber - både deres bløde, naturlige overflade og deres skarpe udtryk. Sommerhuset er nærmest tegnet med materialerne.