Moderne skole på gammel grund

Ledere og personale fik mulighed for at præge projektet, da Djurängsskolan i det naturskønne område nord for Kalmar skulle gentænkes. Resultatet er en skole med bæredygtige materialer, klare farver og god akustik.

Lydabsorberende træbetonplader fra Troldtekt anvendes ofte som akustikloft i skoler og uddannelsesinstitutioner
Foto: Bara Bild

Efter tre et halvt år i eksil på en nærliggende skole er elever og lærere vendt tilbage til deres egen skole – nu i helt nye klæder. Den gamle Djurängsskolan nord for Kalmars centrum er blevet jævnet med jorden, og en ny skole er bygget op fra bunden. Den nye skole er tegnet af Tengbom Arkitekter i Kalmar og har en moderne indretning med store, åbne rum og flader.

Naturlige materialer og klare farver

Djurängsskolan har en vision: skolen skal sikre alle eleverne et trygt og moderne læringsmiljø. Et læringsmiljø, der både favner børnenes indlæring, deres fysiske udfoldelse og deres generelle velbefindende. Derfor har både ledelsen og lærerkollegiet haft stor indflydelse på skolens nye arkitektur i forbindelse med etableringen af den nye skolebygning.

Skolens arkitektur består af tre asymmetriske længer, som omkranser en stor skolegård. Her kan eleverne lege på forskellige lege- og aktivitetsområder, som sørger for at udfordre og stimulere børnenes motorik gennem leg og bevægelse.

Skolen er bygget med miljøklassificerede byggematerialer – blandt andet Troldtekt akustik. Ydervæggene er holdt i grå mursten, og vinduesrammerne er signalgule. Den markante farve går igen inden for på skolen, hvor søjler, gelændere og rækværk har samme gule farve. Alle undervisningslokaler har sin egen farve, og farvespillet fortsætter ud på gangarealerne, hvor store skabsvægge markerer hver sin zone med blå, røde, gule, orange eller grønne låger. Der er valgt træ som vægbeklædning i de fleste gang- og opholdsarealer.

Ro til at lytte og lære

Den nye skole rummer både førskolebørn og elever op til sjette klasse. Det giver et livligt aktivitetsniveau, så i undervisningslokalerne og på gang- og opholdsarealerne er der lagt vægt på at reducere støj mest muligt. Blandt andet skal alle gå i strømpesokker, hvilket også højner hygiejnen på skolen.

Samtidig er skolen indrettet med akustikdæmpende materialer. Blandt andet er alle lofter på gangene og i klasselokaler beklædt med hvidmalede Troldtekt akustikplader i ultrafin struktur.