Den kreative fabrik

Flowfactory ligger på Haderslev havn og indpasser sig i det tidlgere industrielle miljø med en markant arkitektur i rå materialer. Beliggenheden tæt ved vandet er optimalt udnyttet, og dagslyset er fint udnyttet i uddannelseshuset.

Troldtekt, FlowFactory
Foto: Helene Høyer Mikkelsen, architect

Også indenfor er de arkitektoniske løsninger bemærkelsesværdige og med inspiration i tekniske og  industrielle bygninger. Flowfactory er en del af VUC SYD i Haderslev og er en 2-årig HF uddannelse med fokus på kreative, digitale løsninger. Bygningen er stramt organiseret med et atrium primært til den elegante hovedtrappe. Stueetagen huser Danmarks eneste projektorganiserede HF, hvor der er fokus på digital kreativitet og entreprenørskab. På 1. Salen ligger VUC Syds e-lærings center. 2. sal huser en meget fleksibel arbejdszone dedikeret til innovative processer og samarbejde mellem uddannelse og erhverv. Hele huset er designet til at facilitere fleksible og moderne virkelighedsnær læring. Fra alle etager er der adgang til en stor terrasse eller tagterrasse. Skolen har modtaget prisen Årets Skolebyggeri 2017 for sin fysiske rammer, der understøtter læring og fremmer flow og kreativitet i elevernes arbejde.

Struktur i loftet

Overalt i flowfactory finder man gennemtænkt design i indretningen. Uddannelsesmiljøet er uformelt med mange typer arbejdspladser. I samme rum finder man plankebord med høje taburetter og polstrerede vægsofaer med tilhørende fast installerede computere. Der er mulighed for at arbejde i store eller små grupper eller helt individuelt. Torben Sørensen, arkitekt og partner ved ZENI Arkitekter, fortæller at akustik har haft et stort fokus i indretningen. Et væsentlig greb er designet af loftet, som både spiller rollen som lydabsorbent og som et element med struktur og rytme. Troldtekt lofter er kombineret med Troldtekt bafler, det vil sige nedhægte skiver i et fast interval. Baflerne er lavet på stedet som en sandwich af en krydsfinerplade mellem to halve Troldtekt plader. Den øgede mængde Troldtekt, og det mellemrum de skaber, giver en øget lydabsorption. Mellemrummene er fint udnyttet til nedhængt belysning, ventilation og andre elementer, der typisk forstyrrer loftsfladen. Troldtekt baflerne er skåret skråt i enderne, hvilket giver yderligere struktur til loftet som helhed.