Dynamik og enkelhed på et usædvanligt campus

Meget har ændret sig, siden den tidligere, meget populære tyske TV-nyhedsvært Dagmar Berghoff tog sin studentereksamen fra pigegymnasiet Lyzeum i Hamburg-Harburg i 1962. Gymnasiet hedder nu Lessing-Stadtteilschule og er en del af et stort skolecampus, Hanhoopsfeld, i den sydlige del af Hamborg, som rummer to større uddannelsesinstitutioner.

Troldtekt akustiklofter er det naturlige valg til at sikre god akustik og et sundt indeklima i skoler og uddannelsesinstitutioner
Foto: Diplomingeniør Olaf Wiechers, arkitekt

Det eksisterende Alexander-von-Humboldt-Gymnasium er blevet udvidet med seks rektangulære bygninger, så elever og lærere på Lessing-Stadtteilschule har rigeligt med plads til at udfolde sig.

Inden for rammerne af projektet Hanhoopsfeld Hamburg har tegnestuen „AllesWirdGut“ fra Wien på et topografisk udfordrende og relativt stort område udviklet et dynamisk ensemble af seks bygninger, herunder en sportshal, som skal huse de mere end 1.500 elever på stedet. Campus er indlejret i et parkområde med biotop, friluftsteater og et skønt naturområde med mange siddemuligheder. Byggeprojektet er det største af sin art inden for skoleområdet i Hamborg.

Markante hvide mursten

De velproportionerede solitære bygninger står forskudt i forhold til hinanden og varierer diskret i højden, så de glider perfekt ind i det dynamiske terræn, der omgiver dem. Visuelt udstråler husene med de rustrøde klinkebeklædte facader harmoni og ro. De hvide mursten, som på sofistikeret vis indrammer vinduesfladerne, udgør en markant kontrast til de ellers ensartede flader.

Omdrejningspunktet og bindeleddet mellem de to institutioner er den multifunktionelle fællesbygning i den nordlige del af campus. Den ligger på en visuel akse mellem de to hovedindgange og udgør således også et synligt arkitektonisk referencepunkt. Bygningen huser både køkken, kreative rum og musikfaciliteter, som omkranser den centralt beliggende kantine og aulaen.

Klasseværelserne i de andre bygninger er arrangeret omkring et centralt atrium, som bruges til en lang række forskellige undervisningsrelaterede og sociale formål.

Sammenspil mellem materiale og farve

Indenfor har alle bygningerne et ensartet enkelt lyst og venligt udtryk med store vinduesfronter og et avanceret belysningskoncept. Når man træder ind i rummene, får man en følelse af, at man her kan være uforstyrret og virkelig koncentrere sig. Det er bl.a. opnået ved at bruge grå og hvide toner kombineret med beton.

Varme træelementer – for eksempel på vinduesrammer, på gelændere eller på siddetrinnene i aulaen – og raffinerede sorte detaljer danner effektfulde kontraster og skaber et harmonisk sammenspil mellem lys og mørke. I den imponerende aula holder kontrafejerne fra den store tyske digter Gotthold Ephraim Lessing og den banebrydende videnskabsmand Alexander von Humboldt, som har lagt navn til de to uddannelsesinstitutioner, et vågent øje med begivenhedernes gang.

Troldtekts akustikplader giver optimal lyddæmpning

Loftsfladerne, som dækker mere end 10.000 kvadratmeter, er beklædt med akustikplader fra Troldtekt, som passer perfekt ind i den samlede indretning. De giver optimal lyddæmpning i en travl skolehverdag og opfylder de strengeste brandsikringskrav.  Pladerne er lavet af naturmaterialet træ samt cement udvundet fra den danske undergrund.