Campus på sporet

Aalborg investerer massivt i uddannelse, og nu er VUC&HF Nordjylland og SOSU Nord flyttet sammen i et bofællesskab, der vækker respekt.

Troldtekt, SOSU VUC Aalborg
Foto: Thomas Mølvig, architect

Aalborg investerer massivt i uddannelse, og nu er VUC&HF Nordjylland og SOSU Nord flyttet sammen i et bofællesskab, der vækker respekt. Det er ganske imponerende at opleve hvordan den tidligere stykgodterminal er blevet transformeret til rygraden i en moderne campus. De to langstrakte rundbuehaller fra 1959 er blevet et dynamisk mødested og fællesareal for 2.200 elever og 350 ansatte. Hallerne flankeres af to nye atriumhuse, der rummer undervisningslokaler, administration og et væld af andre funktioner.

Nyt og gammelt er smukt integreret i hinanden. Udefra fremtræder alle bygninger primært hvide, og det samlede anlæg bliver dermed en homogen skulptur i byen. Indendørs er konstruktionerne fuldt synlige i godsbanehallerne, og det giver stedet autenticitet, at fortiden ikke er pakket ind i gips.

Sagsarkitekt Thomas Brøndum Ushus – Friis & Moltke A/S – siger: ”Vi har valgt træbetonplader fra Troldtekt, da produktet spiller godt sammen med det rå udtryk, vi gik efter i de store haller. Samtidig var der træbetonplader i det gamle loft i rundbuehallerne, som man kan se på loftet i de to første fag. Her er det gamle loft bevaret, for at vise sporene tilbage i tiden, hvilket var et krav fra kommunens side.”

”Det er et stort åbent rum med mange funktioner og mange mennesker. Udfordringen var at få integreret den akustiske regulering, der var påkrævet, på en god æstetisk måde. Det skulle ikke se ud som om, at akustikreguleringen og dens placering ikke nøje var overvejet fra begyndelsen.”

”Vi er meget tilfredse med resultatet, - form og funktion går meget godt hånd i hånd, og de store rundbuede haller fremstår rå i deres udtryk samtidig med, at der er en god akustik.”