Vibeengskolen i Haslev

Vibeengskolen i Haslev er en 3-sporet folkeskole, der skal rumme 500 elever på indskoling- og mellemtrinniveau. Fokus på integration af bæredygtighed og pædagogik i en lavenergi-skole i Energiklasse 1.

I de fleste bygningers liv er der et helt specielt tidspunkt med en særlig magi. En stille stund før stormen, hvor huset står fuldt færdigt, men endnu ikke er taget i brug. Her på billederne ses en spritny dansk folkeskole, der venter på sine 500 elever og de mange ansatte. Børn og voksne som i fællesskab vil fylde rummene med liv, leg og læring i alle hjørner de næste mange år.

Udefra er Vibeengskolen en festlig kantet skulptur med frække røde facader, men også en særdeles velkomponeret helhed med mange elegante detaljer. Tagformerne danner et stiliseret bakket landskab, som også markerer sig overalt i interiøret, hvor det giver en rumlig variation af stor visuel styrke.

Skolens indre er præget af kvalitet på alle niveauer. Man modtages af den store højloftede aula, som er skolens hjerte og absolutte centrum. Herfra stråler de forskellige fløje ud i hver sin retning, og på trods af skolens størrelse er det nemt at orientere sig. Den lyse idrætssal kan kobles sammen med aulaen, og sammen kan de danne ramme om store arrangementer.

De veludstyrede klasselokaler har masser af dagslys og adgang til det fri. Der er også arbejdet bevidst med at skabe rum for fordybelse og plads til leg i det fine netværk af stræder, der forbinder de mange funktioner.

Vibeengskolen er en pragtfuld skolebygning. En vital arkitektur, der på alle måder understøtter indlæring og den gode, trygge opvækst, som vi jo alle ønsker at vores børn vil få del i. Samtidig er det et projekt, der peger fremad med fokus på bæredygtighed og lavenergi i Energiklasse 1.

Børn må gerne høres

– ”Børn må ses, men ikke høres!" er en talemåde der for længst er blevet umoderne, og heldigvis. Men alligevel er der dog stadig lidt sandhed i det i forhold til moderne læringsmiljøer, siger Dorthe Keis, som er arkitekt m.a.a. og partner i Arkitema Architects, og hun uddyber:

–   Loftet som akustisk medspiller har været ekstremt vigtigt i et projekt som Vibeengskolen. En stor del af skolens læringsrum vil skulle rumme mange børn og forskellige aktiviteter på samme tid, så der har været rigtig høje krav til den akustiske løsning. Troldtekt er et virkeligt godt produkt at arbejde med til dette formål. Dets akustiske evne samt dets rustikke og uformelle udtryk går smukt i spænd med de skarpe præcise linjer i arkitekturen ude og inde.

Fakta

Projekt:
Vibeengskolen i Haslev
Arkitekt:
Arkitema Architects K/S
Bygherre:
Faxe Kommune
Troldtekt Produkter
Loftsbeklædning:
Farve:
Hvidmalet 101
Struktur:
Fin (1,5 mm træuld)
Kantprofil:
5 mm fas, K5-FN, monteret med skjulte T-skinner
Tekst & Fotos
Tekst:
Thomas Mølvig, arkitekt
Fotos:
Thomas Mølvig, arkitekt