Flere træhuse bør slå rødder i dansk byggeri

Fordelene ved at bygge i træ er åbenlyse, mener stadsarkitekten i Aarhus Kommune. For træ er in, og Stephen Willacy ser gerne flere af fremtidens store byggerier blive opført i det bæredygtige materiale. Lovgivning, byggetraditioner og mangel på viden kan dog være et benspænd for ambitionen.

Lidt nord for det centrale Aarhus ligger den nye bydel Lisbjerg. Den skal være hjem for 25.000 nye borgere, og hvis det står til den aarhusianske stadsarkitekt, Stephen Willacy, skal en del af dem bo i et hus, som er helt eller delvist opført i træ. Stephen Willacy er stærkt inspireret af den svenske by Växjö, som er bannerfører for innovativt og moderne træbyggeri. Han beskriver, hvordan interesserede valfarter til byen for at se højhuse opført i træ og for at søge viden på universitetet, som bidrager til at udvikle træmaterialer til byggebranchen. 

– I Danmark er vi stærkt traditionsbundne til beton og tegl, men træ har nogle andre egenskaber, som vi skal lade os inspirere af. Med træ kan man tilføre arkitekturen et varmt udtryk og en menneskelig skala. Træ dufter godt, og det er varmt, når man rører ved det. Træ kan pirre vores sanser på en anden måde end beton, stål og tegl, siger Stephen Willacy.

Han nævner, at man ved at bruge træ kan skabe en berigende variation og forskelligartethed i byggeriet. Det kan være i rene træbyggerier eller i projekter, hvor træ indgår på linje med andre materialer. I træ-etagebyggerier kan beton for eksempel være velegnet til trapperum og etagedæk af hensyn til lyd og brandsikkerhed.

– Og så har træ en bedre livscyklus- og CO2-profil end andre materialer som for eksempel beton. Når man fælder et træ, kan man plante et nyt. Hvis træet er korrekt behandlet, kan det genanvendes. Træ kan bruges som biobrændsel på forbrændingsanlæg, og det er et materiale, som findes lokalt her i Skandinavien. Det er bare nogle af fordelene, fortsætter han.

Langt mellem træbyggerierne

Trods de rosende ord er der langt mellem træbyggerierne, også når man går en tur gennem stadsarkitektens eget Aarhus. I den nye bydel på Aarhus Ø – et højtprofileret kommunalt udviklingsprojekt – bliver blikket mødt af glasfacader, mursten, beton og stål.

– Det hænger naturligt sammen med, at planerne for Aarhus Ø tog form for ti år siden, hvor vi ikke talte så meget om træ, og at bygningsmassen primært består af høje etagebyggerier. Vi tænker træ ind i nye byområder som Nye og Lisbjerg nord for byen. Her er bygningsskalaen to, tre eller fireetagers-byggerier, som kan imødekomme de gældende bygningskrav, siger Stephen Willacy.

Ifølge stadsarkitekten kan myndighedskrav nemlig være en barriere for, at danske træbyggerier bliver lige så udbredte som hos vores nordiske naboer. Brandkrav herhjemme er anderledes end i vores nabolande, hvilket kan gøre det sværere at få godkendt et højt byggeri i træ, selv om der rent byggeteknisk ikke er hindringer for at bygge fem etager eller flere.
 
– Men der er også et mindset blandt rådgiverne – ingeniører og entreprenører – som vi skal forsøge at rykke ved. De fleste dimensionerer som udgangspunkt i beton, og selv om træ dukker op i undervisningen på skolerne, er det endnu ikke et integreret materiale i byggebranchen. Jeg tror, at der generelt er en barriere i forhold til traditionel byggeskik og brandteknisk tænkning. Der er måske tale om, at der mangler viden og rådgivning om, hvordan brandrisikoen kan reduceres ved at designe træbyggeri på den rigtige måde, siger Stephen Willacy.

Videnscenter kan finde svar

Stadsarkitekten er varm fortaler for et videnscenter, som kan fremme træbyggeri i Danmark. Det skal sikre vidensindsamling og -udveksling mellem træbranchen, byggebranchen, rådgivere, arkitekter, uddannelsessteder og institutioner som for eksempel Teknologisk Institut. Stephen Willacy efterlyser et koordineret samspil, så træbyggeri for alvor kan slå rødder i Danmark.

– Det er afgørende at vi får sat gang i nogle pilotprojekter, som kan udforske og dokumentere, hvad træ kan som byggemateriale, og hvordan vi kan skabe nye produkter, hvor grundstoffet er træ. Tilliden til materialet skal øges, så byggebranchen tager det til sig og begynder at arbejde med det på linje med beton og tegl, siger Stephen Willacy.

– Her spiller producenter som Troldtekt en væsentlig rolle. Jeg synes, det er fantastisk at følge med i, hvordan Troldtekt udvikler sit produkt og fokuserer på Cradle to Cradle og cirkulær økonomi. Det er nemlig et af de væsentlige argumenter for at fremme træbyggeri i Danmark.