Når der skal tages nye skridt mod at bygge boliger, som tager hensyn til både indeklima og energiforbrug, går den almene arkitektur forrest. Sådan lyder vurderingen fra arkitekt MAA Rie Øhlenschlæger, der i sin virksomhed AplusB rådgiver offentlige og private bygherrer om arkitektur og bæredygtighed.
– Almen arkitektur har traditionelt stået for nyudviklingen af boligbyggeriet i Danmark, og det er også der, hvor der sker noget spændende nu. Boligforeningerne skal sikre, at der er gode boliger til rådighed over en lang årrække. Derfor tænker de mere langsigtet end den private udlejningssektor, hvor der i højere grad er fokus på, hvor hurtigt man kan opføre noget, som kan udlejes eller sælges videre, inden man skal videre til næste projekt, uddyber Rie Øhlenschlæger.