Hele familien skal føle sig hjemme ved bordet

14:e apr. 2016

Det kræver også fokus på akustik at drive en familierestaurant, hvor der skal være plads til både børnefamilier, julefrokoster og sølvbryllupspar.

Administrerende direktør Elias Grøftholdt Tychsen fortæller, hvordan Restaurant Flammen skaber en behagelig atmosfære for gæsterne på kædens 11 restauranter.

Troldtekt - Restaurant Flammen

På en familierestaurant er hyggen i højsædet. Her skal hele familien have en god oplevelse, uanset om gæsterne ved nabobordet er i gang med en romantisk kærestemiddag for to eller fejringen af sønnens 10-års fødselsdag.

Derfor skal der være godt styr på både akustik, komfort og betjening, hvis det hele skal gå op i en højere enhed, forklarer Elias Grøftholdt Tychsen. Han er administrerende direktør for Restaurant Flammen, der har familierestauranter i 11 danske byer.

– Vores gæster ønsker en hjemlig oplevelse, hvor de kan være ude sammen med familie eller venner, men uden at blive forstyrret af de andre gæster. Vi vurderer, at maden udgør 50 procent af oplevelsen, resten er stemning, atmosfære og service. Det er selvfølgelig en udfordring i et stort lokale, så vi er meget opmærksomme på at optimere akustikken, siger Elias Grøftholdt Tychsen.

–  Der vil altid være en summen af liv, men det skal være muligt at føre en samtale diagonalt hen over et seksmandsbord, tilføjer han.

I takt med at der er åbnet nye restauranter i kæden, har Restaurant Flammen gjort sig vigtige erfaringer om, hvordan indretning af de forskellige lokaler skal håndteres for at optimere akustikken. Blandt andet ved hjælp af Troldtekt akustikplader på vægge og lofter.

Fællessang frabedes

En særlig udfordring i forhold til akustikken på Restaurant Flammen er de store selskaber, der ofte bliver temmelig livlige. En flok fnisende konfirmander på Blå Mandag, eller et julefrokostselskab, hvor der bliver taget godt fra af de våde varer, kan let komme til at fylde meget i lydbilledet på restauranten. Her er mobile skillevægge beklædt med koskind med til at isolere de større grupper fra resten af gæsterne.

– I nogle perioder har vi gæster, der måske er knap så observante på lydniveauet. Vi forsøger at tage højde for det gennem planlægning og ekstra afskærmning. Men også her gælder det om at bevare balancen. Der skal selvfølgelig være plads til at have det festligt, men hvis et selskab begynder på fællessang, bliver de bedt om at dæmpe sig, siger Elias Grøftholdt Tychsen.

Malebøger og iPads til ungerne

På Restaurant Flammen bliver børnene ikke henvist til det klassiske legerum, når de er færdige med måltidet. I stedet får de yngste gæster tilbudt malebøger eller særlige børne-iPads med udvalgte spil, der naturligvis er lydløse.

– Vi har fravalgt legerum, primært af hygiejniske og støjmæssige årsager.  Det er ikke særligt hygiejnisk, når børnene leger med det samme legetøj, og samtidig skaber det larm for de andre gæster, når børn render rundt og leger. Vi vil også gerne understøtte, at hele familien kan hygge sig sammen, siger Elias Grøftholdt Tychsen.

FAKTA: Om Restaurant Flammen

  • Den første Restaurant Flammen åbnede i 2009 i Kolding, på baggrund af et koncept udviklet på Fole Høkerkro i Sønderjylland. I dag er der 11 restauranter i kæden, fordelt over hele landet.
  • Det centrale element i Restaurant Flammens koncept er den store grillbuffet, hvor der altid tilberedes minimum 15 forskellige slags kød over åben ild.
  • Restaurant Flammen ejes af familien Sunddal, der består af forældrene Flemming og Ketty samt børnene Martin og Kristina.