Sorte Louis: Lækker mad i smult vande

14:e apr. 2016

Efter at have boet fem år på en gammel hollandsk toldbåd i Aarhus fik Preben Hald og Tina Steen smag for at drive café på vandet. I en sådan grad, at parret valgte at købe en lille færge og omdanne den til restaurant.

Flere måneders totalrenovering har tilført industrikøkken, charme og slyngelstue. Så nu kan sultne gæster gå om bord i friske, danske råvarer på Sorte Louis, hvor et træbetonloft bidrager til den hyggelige atmosfære.

Foto: Pigeon Air Photo ApS

Troldtekt - Café Sorte Louis

I juni 2016 kunne de første gæster stige om bord i restauranten Bådcafé på skibet Sorte Louis i Marselisborg Lystbådehavn. Her byder kokken på alt fra krogmodnet, dansk ribeye til fisk fra den lokale fiskemand – og en prisvenlig ret til studerende. I salonen er der plads til 48 spisende gæster og omtrent lige så mange på dæk.

Det er parret Preben Hald og Tina Steen, der ejer både skib og restaurant. Inden åbningen har de i en enkelt sæson øvet sig på at drive café, mens de til gengæld har mange års erfaring med livet på vandet.

– Vi har sejlet i en del år, og for seks år siden købte vi en gammel toldbåd, der har sejlet på kanalerne i Holland. Siden har vi boet i den med vores tre børn, og ofte er der kommet folk forbi, som troede, at vores båd i lystbådehavnen var en café. Måske fordi vi har en fadølshane i køkkenbordet, fortæller Preben Hald.

– For et par år siden kiggede vi så hinanden i øjnene og besluttede at åbne en café om bord. Her serverede vi mest drikkevarer, men også lidt panini og tapas. Det var en stor succes med mange glade gæster, men vi kunne godt se, at pladsen blev trang, når vi også selv skulle bo på båden, fortsætter han.

Løsningen blev at købe et større skib, så familien kunne drive restaurant og nyde freden på deres egen husbåd ved siden af.

Store ændringer om bord

Preben Hald kendte til færgen Sorte Louis, der tidligere har sejlet til øen Endelave. Han sporede skibet til Holbæk Havn, og da ejeren – en lokal entreprenør – gik med til at sælge, tog drømmen form.

– 10. januar 2016 sejlede jeg Sorte Louis hjem til Aarhus sammen med et par venner. Derefter gik vi i gang med at skille den ad. Den var i fin stand, men vi tænkte, at der skulle ske store ting med den, siger Preben Hald.

– Vi fjernede alt under dæk for at lægge vinyl og montere et komplet industrikøkken med gas, vand, kloakering, varme og udsugning. Derudover satte vi baldakinstænger op, så gæsterne kan sidde i læ på hele båden. Den tredje store forandring var, at vi skar styrehuset over på midten og forlængede det med nogle meter, så vi kunne indrette en rigtig slyngelstue med bar. 

Fuldt hus uden larm

En af de få ting på Sorte Louis, der har fået lov at forblive uberørt, er det hvidmalede træbetonloft. Det blev monteret under en tidligere renovering i 2005.

– Når vi har fuldt hus med 48 gæster, sørger loftet for, at der ikke er larm. Det har en rigtig god indflydelse i et lille lokale, hvor der ikke er ret meget andet til at bryde lyden, fortæller Preben Hald, som har monteret en mahogniliste rundt i kanten af loftet.  

I det hele taget har han selv været både arkitekt og håndværker under den renovering, der har gjort Bådcafé til en charmerende restaurant med moderne faciliteter. Preben Hald er tidligere reklametegner, men har nu viet hele sit arbejdsliv til restauranten. Hustruen Tina Steen spiller også en central rolle, men arbejder fortsat ved siden af. Og så har parret ansat en kok til at tilberede de lækre retter.

– Vi har ikke lang erfaring med at drive restaurant og café. Til gengæld ved vi, hvad det indebærer at have en båd. Det er det vigtigste, for vi er afhængige af, at alt fra vand- og dieseltanke til ventilationsanlæg og pumper virker, ligesom vi hele tiden skal fortøje båden rigtigt, så gæsterne får en rolig oplevelse, siger Preben Hald.  

Læs mere om restauranten på www.baadcafe.dk

Sorte Louis galleri