I en tid, hvor samfundet er på jagt efter kloge miljøbesparelser og reduktion af CO2-udledningen, kan det undre, at byggebranchen i Danmark ikke har større fokus på træ som materiale. Det undrede i hvert fald Lone Wiggers, der er partner i C. F. Møller. Med jævne mellemrum blev træ brugt som hovedmateriale af C. F. Møllers afdelinger i Sverige, Norge og Storbritannien, men i Danmark glimrede det ved sit fravær.
Lone Wiggers har derfor gennem de seneste år undersøgt årsagerne til manglen på træ i dansk byggeri og delt sine resultater med politikere og kolleger fra byggebranchen, blandt andet på Skovkonferencen på Christiansborg i oktober 2018.
– Træ er et fleksibelt materiale med masser af spændende arkitektoniske muligheder, fordi det er så let at forarbejde og håndtere. Det er samtidig meget stærkt og kan sagtens erstatte beton, især hvis det kombineres i lameller. Elementer af CLT (cross laminated timber, red.) kræver mindre kraner og fundamenter. Desuden kan de monteres langt hurtigere, hvilket reducerer byggetiden betragteligt, siger Lone Wiggers.
Træbygninger fungerer som CO2-lagre
Blandt træets mange fordele er miljødelen en af de helt store. For hvor den kraftige stigning i beton- og stålbyggeri i efterkrigstiden har udløst en regulær CO2-bombe, så hjælper træ med at fjerne CO2 fra atmosfæren, både under opvæksten i skovene og som byggemateriale.
– Det vil give en stor gevinst at få mere træ ind i konstruktionerne. Træ optager CO2, mens det vokser i skovene og frigiver det igen, når det rådner. Ved at bruge det i bygninger kan vi lagre CO2 og samtidig bruge spildtræet til varme, energi og biomasse. Indeklimaet er også sundere, når vi er omgivet af træ, siger Lone Wiggers.
Frygt for fugt, brand og støj
Når der trods de mange fordele ikke bliver bygget mere i træ i Danmark, så hænger det ifølge Lone Wiggers sammen med manglende viden og usikkerhed. Det får alle led af værdikæden til at lægge risikotillæg på projekterne, hvilket driver prisen for højt op.
– Den gængse opfattelse er, at træhuse er brandfarlige, udsatte for fugt og dårligt lydisolerede. Alle voldgiftssagerne om råd og svamp skræmmer. Men sandheden er, at der bygges masser af træhuse i lande med vådere og koldere klima end Danmarks. Med smart planlægning, logistikvejledninger om håndtering af byggematerialerne og digital simulering af byggeprocessen kan man sagtens holde træet tørt. Og i forhold til støj så findes der veldokumenterede løsninger, der mere end overholder lovkravene, siger Lone Wiggers.