Troldtekt i 2021: Vækst efter massive investeringer

13.04.2022

Troldtekt A/S oplevede i 2021 en solid vækst i salget af akustikplader. Det viser virksomhedens netop godkendte årsregnskab. Væksten er et resultat af øget efterspørgsel samt massive investeringer i at udvide og automatisere produktionen yderligere.

Troldtekt akustikplader af dansk træ og cement finder vej til stadig flere byggerier i særligt Nordeuropa. På alle tre nøglemarkeder – Danmark, Tyskland og Sverige – samt på en række nære eksportmarkeder øgede Troldtekt A/S omsætningen igen i 2021.

Virksomheden, som har hovedkontor i Tranbjerg ved Aarhus og produktion i Troldhede, har netop indsendt sit årsregnskab, som blev godkendt på generalforsamlingen primo april. Regnskabet viser en omsætningsvækst på 25 procent i forhold til 2020 og samtidig en stigning i det realiserede resultat.

Har rustet sig til vækst
Ifølge Peer Leth, adm. direktør hos Troldtekt A/S, så virksomheden i 2021 effekten af de seneste års massive investeringer i produktionsfaciliteterne.

– Vi har investeret et stort trecifret millionbeløb i dels at udvide vores fabrik, dels at automatisere flere processer med den nyeste robotteknologi. Det har vi gjort ud fra en forventning om vækst, og vi glæder os over, at det slog igennem i 2021, siger han.

Efterspørgsel på bæredygtigt byggeri
Peer Leth peger også på, at 2021 var et år med fortsat høj aktivitet i byggesektoren. Det gjaldt især i Danmark, men også i Tyskland og Sverige, hvor Troldtekt er til stede med egne datterselskaber.

– I både Tyskland og Sverige bliver der investeret massivt i skole- og institutionsbyggeri, hvor vores løsninger er et oplagt valg. I Danmark så vi i 2021 også en vækst på blandt andet kontor- og boligmarkedet, siger han og fortsætter:

– Samtidig stiger efterspørgslen på dokumenteret bæredygtige byggematerialer markant i disse år. Vi har i mere end et årti brugt mange ressourcer på at være med forrest i feltet, og det ser vi også resultatet af nu.

Bliver en del af irsk byggekoncern
I 2022 tegner det dog til, at hårdere vinde kan blæse igennem byggesektoren.

– Efterdønningerne af pandemien kombineret med de tragiske begivenheder i Ukraine har sat pres på forsyningslinjerne og sendt priserne på råvarer højt til vejrs fra årets start. Det mærker hele branchen lige nu, herunder også Troldtekt, siger Peer Leth.

Hos Troldtekt vil man dog også mærke positive forandringer i 2022, hvor virksomheden bliver en del af irske Kingspan Group. Dermed træder Troldtekt ind i en global koncern, der deler visionen om bæredygtighed i byggeriet. Det nye ejerskab skal ruste Troldtekt til fortsat international vækst – med betydelige produktionsudvidelser i Danmark. 

FAKTA: Troldtekts nøgletal i 2021

  • Omsætning: 508 mio. kr. (406 mio. kr. i 2020)
  • Resultat af primær drift: 91,6 mio. kr. (65,4 mio. kr. i 2020)

FAKTA: Om Troldtekt

  • Troldtekt A/S er førende udvikler og producent af akustikløsninger til lofter og vægge.
  • Siden 1935 har dansk træ og cement været råvarerne i produktionen, som foregår i Danmark under moderne, miljøskånsomme forhold.
  • Forretningsstrategien er tilrettelagt med det bæredygtige designkoncept Cradle to Cradle som det centrale element.
  • Foruden hovedkontoret i Tranbjerg J og produktionen i Troldhede har Troldtekt egne datterselskaber i Tyskland og Sverige.
  • Troldtekt beskæftiger i alt cirka 175 medarbejdere.

YDERLIGERE INFORMATION:

Peer Leth, adm. direktør i Troldtekt A/S
T: +45 2421 9445 // E: ple@troldtekt.dk