Bæredygtig børnehave

Man kan ikke undgå at lægge mærke til den charmerende lille træbygning på Peter Bangs Vej i København. Den skiller sig tydeligt ud fra mængden og giver mindelser om kolonihaver eller sommerhuse ved kysten.

En stor kontrast til den trafikerede gade, men også et signal om at der bag facaden er en lille eksklusiv verden, hvor børn og trivsel er i fokus. Den nye tilbygning til Marthagården er en bæredygtig daginstitution, der har kilet sig ind i storbyen og skabt sit eget helt specielle rum.

Det er en konsekvent holistisk tankegang, der ligger til grund for tilbygningen og dens omgivelser. Den integrerede børnehave og vuggestue, laver og dyrker økologisk mad, genbruger vand og madaffald og sorterer affald.

Mottoet har været ”Bæredygtighed i børnehøjde” og det handler ganske enkelt om i en tidlig alder at plante frøene til en sundere og mere bæredygtig livsstil. Gennem tiltag der henvender sig til sanserne, bringes begreberne ned på et niveau hvor de kan ses, føles, høres, smages og lugtes – et niveau som børnene kan forholde sig til.

Straks man træder indenfor i Marthagården, befinder man sig i et dejligt trygt miljø. Materialerne er smukke og rummene behagelige i både skala og atmosfære. Tre små huse er bygget sammen omkring gangstrøget, der forbinder de to ældre bygninger, og derved dannes der en stor variation i oplevelserne. Der er en fin kontakt mellem inde og ude med kig til både gaden og til haverummet.

Lendager Arkitekter A/S har virkelig levet sig ind i opgaven og dyrket detaljerne i den relativt lille mellembygning, som nu forbinder de to huse, som udgør det oprindelige Marthagården.

Loftshøjderne varierer, og inde i de små huse går rummet op til kip. I de mellemliggende arealer og vinterhaven er der monteret lyse naturfarvede Troldtekt akustikplader. Sammen med de synlige trækonstruktioner og de sprossede vinduespartier giver det en oplevelse af samhørighed materialerne imellem. Samtidig er der en rigtig behagelig akustik, som er med til at understrege det trygge og rolige miljø.

Fakta

Projekt:
Børnehaven Marthagården på Frederiksberg
Arkitekt:
Lendager Arkitekter
Bygherre:
Diakonissestiftelsen
Troldtekt Produkter
Loftsbeklædning:
Troldtekt akustik
Farve:
Lys natur
Struktur:
Ultrafin (1,0 mm træuld)
Tekst & Fotos
Tekst:
Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt
Fotos:
Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt