Kommunalt kontorhus med plads til 1040 ansatte

For bare nogle få generationer tilbage var Gellerup en simpel bondegård med tilhørende marker vest for Aarhus. I 1960-erne var tilvæksten til Østjylland stor, og man byggede en arkitekttegnet vision i beton med boliger, butikscenter, svømmehal, kirke og hotel.

Som så mange andre steder i verden blev bebyggelsen - efter en årrække - ramt af tunge sociale problemer og et generelt forfald.

Gellerupplanen er nu under total forandring. En række store boligblokke er revet ned, og kommunale arbejdspladser er flyttet ud i området. Det nye kontorhus ”Blixens” er en af de mest markante nye bygninger, og den ligger på det højeste punkt med en fantastisk udsigt mod syd.

Blixens er et meget stort hus. Udvendigt virker det egentlig ikke dominerende i området, fordi boligblokkene i Gellerup i forvejen er storskala arkitektur. Desuden er det store volumen opløst og gjort ”mindre” ved meget bevidste forskydninger af facaderne. Det gør bygningen skulpturel og varieret i sit udtryk.

Råt og industrielt
Indvendigt går det hurtigt op for den besøgende, at det er en arbejdsplads for mere end 1000 mennesker. Der er virkelig højt til loftet i det indre, og faktisk føles huset større i sit interiør. Man kan hele tiden finde nye synsvinkler og når man tror man endelig har set det hele, står man pludselig i endnu et kæmpestort atrium med grønne planter og loungemøbler.

Materialeholdningen er helt i tidens ånd. Råt og industrielt med indslag af bløde felter i genbrugstegl og paneler i genbrugstræ. Her passer Troldtekt akustikplader naturligt ind og understøtter med deres stoflige overflade fortællingen om et bæredygtigt kontormiljø anno 2019.

>> Læs også case om Café Europa beliggende i Blixens

Fakta

Projekt:
Administrationsbygning for Aarhus Kommune i Gellerup ved Aarhus, Danmark
Arkitekt:
Arkitema Architects A/S
Bygherre:
Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening
Troldtekt Produkter
Loftsbeklædning:
Troldtekt akustik og Troldtekt ventilation
Farve:
Grå 202, sort 207 og lys natur
Struktur:
Fin (1,5 mm træuld)
Kantprofil:
5 mm fas, K5
Montering:
Med Troldtekt skruer og C-60 skinnesystem
Tekst & fotos
Tekst:
Thomas Mølvig, arkitekt
Fotos:
Thomas Mølvig, arkitekt

Awards

Blixens er kåret som vinder af Årets Byggeri 2019 i kategorien Erhverv.