Realdania til kamp for indeklimaet på landets skoler

Elever kan miste ét års læring på grund af dårligt indeklima, viser forskning. Realdania ønsker at ændre på det og har udgivet en strategisk håndbog samt en eksempelsamling med 30 skoleeksempler. De beskriver vidt forskellige bud på, hvordan kommuner kan arbejde med at forbedre skolers indeklima.

Hvordan kan skoler – fra vidt forskellige udgangspunkter – arbejde med at sikre elever og lærere et sundere indeklima?

Det giver Realdania 30 gode bud på i publikationen ’Indeklima i skoler – eksempelsamling’.

Udgivelsen er den tredje af tre publikationer i Realdanias flerårige kampagne ’Skolernes Indeklima’, og den viser, hvordan 22 kommuner på forskellig vis har grebet indeklimaarbejdet an på udvalgte skoler. Eksemplerne er inddelt i emner:

  • Silkeborg, Randers og Frederikshavn kommuner har anvendt diverse screeningværktøjer som beslutningsstøtte til arbejdet.
  • Aarhus, Middelfart, Fredensborg, Høje-Taastrup, Horsens og Taastrup kommuner har arbejdet med ændret adfærd via nudging.
  • Høje-Taastrup, Dragør, Rudersdal, Kalundborg, Albertslund og Aabenraa kommuner har foretaget små, men gode forbedringer af bygningsdele, inventar eller rengøring.
  • Kolding, Silkeborg, Hørsholm, Køge, Fredensborg og Thisted kommuner har renoveret dele af skolen.
  • Helsingør, Vejle, Kolding, Vejen, Aarhus og Bornholms kommuner har renoveret med nyt ventilationssystem.

>> Hent Realdanias rapport: Indeklima i Skoler – eksempelsamling 2021.

Mange skoler halter bagefter

Realdania har sat kampagnen om indeklima i gang, fordi børn bruger omkring 20 procent af deres vågne timer i skolen – og i størstedelen af klasselokalerne bliver grænseværdierne for især CO2 og støj overskredet. Undersøgelser fra DTU har vist, at børn kan miste, hvad der svarer til et års læring, når indeklimaet er dårligt. Samtidig går det dårlige indeklima ud over deres trivsel og sundhed.

– Der er et kæmpe renoveringsbehov på mange af landets skoler, og udfordringen er, at indeklimaet er usynligt. Den negative effekt ser man dog på sigt, fortæller Anne Gade Iversen, projektleder i Realdania.

 

Håndbog om godt indeklima

For at hjælpe endnu flere kommuner i gang med optimering af indeklimaet har Realdania tidligere i kampagnen udgivet en håndbog med fem trin, der fungerer som en guide til kommunernes mere strategiske arbejdsproces.

De 12 medvirkende kommuner i denne publikation er Esbjerg, Aarhus, Helsingør, Hvidovre, Silkeborg, Ballerup, Kolding, Middelfart, Odense, Dragør, Albertslund og Haderslev.

– En af konklusionerne er, at der ikke er én rigtig tilgang til at forbedre indeklimaet. Vi har nu 12 forskellige planer, så en kommune kan finde et eksempel, der passer til deres virkelighed. Der indgår i guiden både skoler, som ikke er renoveret i adskillige år, og andre, hvor der har været et løbende vedligehold. Der er også fleretageskoler i byerne, og så har det betydning, om man er en stor eller lille kommune, og hvor langt man i forvejen er med det strategiske indeklimaarbejde, siger Anne Gade Iversen og fortsætter:

– En anden pointe er, at man som kommune ikke behøver gå i gang med alle skoler på en gang. Man kan godt begynde i det små, sætte fokus på problemet og så tage små, men nødvendige skridt videre for at sætte elevernes indeklima på den politiske dagsorden.

>> Hent Realdanias udgivelse: Indeklima i Skoler – en håndbog til at arbejde strategisk med at forbedre skolernes indeklima.

 

Troldtekt med til at optimere indeklimaet

I Aarhus Kommune er der blevet udarbejdet en strategisk indeklimaplan, og som led i indsatsen blandt andet foretaget målinger af akustikken i klasselokaler. Et par udvalgte skoler har fungeret som forsøgsprojekter, inden et større renoveringsarbejde af flere skoler i kommunen bliver sat i gang.

Et af projekterne foregik på Skåde Skole i Højbjerg, som ligger i det sydlige Aarhus. Skolen har fået monteret dels et decentralt ventilationsanlæg, dels Troldtekt akustikplader i nogle af klasselokalerne for at se, hvordan det kan optimere indeklimaet. Dels er Troldtekt monteret som loftbeklædning, dels er designløsningen Troldtekt tilt line monteret på flere vægge.

Målinger af lydniveauet og efterklangstiden efterfølgende har vist, at akustikken er blevet forbedret markant, og at Bygningsreglementets grænse for støj i klasselokaler nu bliver overholdt. Efterklangstiden i lokaler med Troldtekt akustikplader er målt til 0,34 sekunder, mens grænsen i Bygningsreglementet er 0,6 sekunder.

I den 10-årige investeringsplan, 2024 – 2033, har byrådet i Aarhus Kommune prioriteret midler til indeklima på skoler ved at tildele 400 millioner kroner til puljen ’Indeklima, modernisering, toiletter og arbejdsmiljø’.

Flere håndsrækninger til indeklimaet

I efteråret 2021 kan alle landets kommuner søge om af få besøg af et rejsehold fra Realdania, som kan sætte skub i arbejdet med et forbedret indeklima og opbygge en dialog på tværs af forvaltninger. Fremgangsmåden er med udgangspunkt i erfaringerne fra de 12 pilotkommuner og i Realdanias nyudgivne håndbog. Det bliver muligt at få besøg af rejseholdet fra september og frem til begyndelsen af 2022.

I begyndelsen af 2022 bliver det desuden muligt at søge hos Realdania om støtte til arbejdet, hvor man kan få hjælp til at tage hul på en strategi for indeklimaet på kommunens folkeskole.

FOTO: 
Anne Gade Iversen, projektleder i Realdania.