Poetisk pletskud i skovbrynet

Domicilet for Danmarks Jægerforbund brillerer med enkelhed og stringens.

Troldtekt, Jagtens Hus
Foto: Thomas Mølvig, architect

Det sydlige Djursland er et pragtfuldt område på Jyllands østkyst. Her findes store områder, der trækker tråde direkte tilbage til istiden. Mols Bjerge er med sit næsten uberørte landskab blevet ophøjet til at være blandt Danmarks fire nuværende nationalparker. Det er derfor ikke overraskende, at Dansk Jægerforbund har ønsket at opføre deres nye domicil i et skovbryn med udsigt over Kalø Vig.

Jagtens Hus placerer sig blidt i landskabet som to enkle længebygninger i to planer, der har shelteret som sin primære inspirationskilde. To skærmende tage vokser ud af landskabet og etablerer rum for længebygningernes funktioner. Tagenes tyngde modsvares i en elegant trækonstruktion med synlige bjælker, der løber i hele husenes længde. Imellem bjælkerne åbner bygningerne sig op mod omgivelserne via store glaspartier.

Naturen er nærværende

Arkitekt MAA Mette Julie Skibsholt – associeret partner i Arkitema Architects – fortæller: Bygherren direktør Michael Stevns gav os et godt idégrundlag at arbejde ud fra, idet han sagde: ”Man skal kunne mærke jagten”, - i den betydning at naturen skulle være nærværende overalt i huset. Vi har derfor tilstræbt at ophæve skellet mellem ude og inde med store glaspartier mod både skoven og Kalø Vig.

Vi har arbejdet meget bevidst med at underspille effekterne og dyrke detaljerne helt igennem. Nogen steder er detaljerne nærmest tegnet væk, - f.eks. ved den udvendige søjlegang med de enkle og harmoniske overgange mellem søjler, tag og terræn.”

Fast rytme og kontraster

I interiøret spilles der hele tiden på kontraster. Rustikke materialer bliver forfinede. I kantinen er loftet sort for at rummet skal virke højere. Pejsestuen er et lille tæt rum, - en hule hvor man kan trække sig tilbage.

Danmarks Jægerforbund havde et klart ønske om åbenrums kontorer. I jagtmiljøet er tinnitus imidlertid en relativ almindelig skade, og derfor var der samtidig krav om et særligt godt lydmiljø. Troldtekt er derfor valgt som primær absorbent i næsten samtlige rum.

Et modul på 4,88 giver en helt fast rytme gennem længehusene og alting går op. Ingen loftsplader er skåret til i bredden. I stedet er der lavet en smalt sort spor som markerer takten. Det er også markeret i betonvæggene.