Flere oplevelser i Viborg

Tinghallen i Viborg har været igennem en større modernisering og udvidelse, der gør oplevelsen af et arrangement i huset mere helstøbt.

Foto: Helene Høyer Mikkelsen, architect

Lige fra den flotte ankomstplads udenfor bygningen bliver man mødt af lækre materialer og moderne design. Foyeren er blevet udvidet til det dobbelte med plads til en rummelig bar og et større loungeområde. Et stort og indbydende rum, som er luftigt og lyst. Der er lagt vægt på ærlige materialer og særligt nogle sammenhængende, rolige flader, der som Troldtekt, er stoflige på en levende måde.

Troldtekt akustikplader er her valgt i en kombination af hvide lofter og et gråt vægforløb hævet over dørniveau. Væggene er beklædt med Troldtekt line design i grå ultrafin - en elegant og præcis vægløsning, der netop flyder sammen til en helhed, der her særligt indrammer barområdet.

Troldtekt udgør her både den akustiskregulerende og arkitektonisk interessante overflade. Foyeren byder indenfor og leder publikum til den store sal, som er blevet endnu større og med mange muligheder for arrangementer. Herinde er der valgt sorte Troldtekt akustiklofter.

Paletten

Fra Tinghallens foyer er der også adgang til en helt ny, mindre sal, som huser spillestedet Paletten. Her var ønsket at skabe kontrast til den pæne og tidløse foyer, hvilket er lykkedes eminent med hjælp fra Morten Varano, der er specialist i indretning af spillesteder og barer.

Rummet er designet i materialer og farver, der omfavner gæsten og straks sætter stemningen. Flaskegrøn er den fremtrædende farve sammen med træ i en varm tone. Dertil er tilføjet geometriske elementer som cirkler og områder med Troldtekt rhombe i tre nuancer, hvorved en tredimensionel effekt indtræffer. I barområdet er Troldtekt rhombe anvendt både på væg og loft, hvilket giver en særlig hule-effekt.

Akustikken har selvsagt været vigtigt for dette rums indretning og store vægflader med sort Troldtekt er en del af løsningen. Særligt for rummet er også en meget gennemført belysning, som er en af Morten Varanos spidskompetencer.