Højt til loftet med mange vinkler

Nord for Helsingborg har Mike og Emmie bygget en moderne villa med en åben planløsning og højt til loftet. De store, vinklede loftflader er beklædt med akustikplader fra Troldtekt, der sikrer et behageligt lydmiljø i den flotte bolig.

I starten af 2020 kunne Mike og Emmie flytte ind i deres nybyggede villa, som i høj grad har været deres eget projekt. De har selv forberedt byggegrunden, tegnet huset og udført størstedelen af det indvendige arbejde.

Centralt rum med kant og karakter

Så snart man træder ind i boligen, bliver man ledt ind i boligens centrale rum; et stort køkken-alrum med spiseplads og stue. Herfra har man adgang til husets øvrige rum og udgang til træterrassen udenfor huset.
Det store centrale rum er enkelt indrettet i en dæmpet farveskala. Lofterne er høje og skåret i forskellige vinkler, hvilket udgør en væsentlig del af arkitekturen og giver rummet kant og karakter. Store vinduespartier og ovenlysvinduer sikrer et flot lysindfald.

Akustikløsning tænkt ind fra starten

På trods af loftshøjden og klinkegulvet er der en behagelig akustik i boligen. Mike og Emmie var allerede fra starten opmærksomme på at tænke en akustikløsning ind i indretningen. Valget faldt på akustiklofter fra Troldtekt, som er effektivt lydabsorberende, og som med deres struktur samtidig bryder de store loftflader.

Valget af Troldtekt var også en praktisk beslutning for parret. ”Det var hurtigere og nemmere at beklæde de store loftflader med Troldtekt, end det ville have været med gipsplader. Samtidig ville gips meget hurtigt begynde at sprække på grund af de mange vinkler. Med Troldtekt undgår vi at skulle bruge tid på løbende at reparere og spartle loftet”, fortæller Mike.

Mike er meget musikinteresseret og nyder også godt af den gode akustik i boligen, når han skruer højt op for musikanlægget. Med husbyggeriet vel overstået har han kastet sig over udeområdet med etablering af haveanlæg og pool. Mike arbejder i sin fars virksomhed, der bygger swimmingpools, mens Emmie driver en indretningsvirksomhed sammen med sin svigerinde og svigermor. Mikes forældre bor blot nogle få kilometer fra parret i deres eget drømmehus, som også er indrettet med akustiklofter fra Troldtekt.

Fakta

Projekt:
Privatbolig ved Helsingborg, Sverige
Bygherre:
Mike Lindell og Emmie Sturen
Troldtekt produkter
Loftbeklædning:
Troldtekt akustik
Farve:
Hvid 101
Struktur:
Ultrafin (1,0 mm træuld)
Kantprofil:
5 mm fas, K5
Montering:
Med Troldtekt strukturskruer
Tekst & Fotos
Tekst:
Carina Graae Rasmussen, Troldtekt A/S
Fotos:
Tommy Kosior, Troldtekt A/S