Genanvendelse af Troldtekt træbetonplader
Troldtekt træbetonplader kan komposteres og vende tilbage til naturen som jordforbedringsmiddel. Cementindholdet i Troldtekt pladerne har et højt kalkindhold, der er med til at neutralisere de syrer, der opstår under kompostering. Træet i Troldtekt pladerne indgår som organisk materiale og er med til at sikre, at komposten ikke falder sammen, og derved øges iltningen i komposteringsprocessen. På denne måde recirkuleres kulstof og næringsstoffer i det biologiske kredsløb.
Cradle to Cradle-certificering sikrer, at materialerne i Troldtekt er veldefinerede og ikke indeholder skadelige stoffer. Derfor kan Troldtekt produktionsaffald problemfrit vende tilbage til naturens kredsløb.
Tidligere har vi håndteret vores produktionsaffald som én affaldsfraktion. For at udnytte ressourcerne i vores produktionsaffald på højest mulige værdiniveau opdeler vi det nu i en række fraktioner, som nyttiggøres på forskellig vis. Denne tilgang giver os mulighed for at teste og afprøve forskellige løsninger i både det biologiske og det tekniske kredsløb. Målet er, at flere af disse løsninger på sigt også kan udrulles til byggeplads- og nedrivningsaffald, altså også til udtjente Troldtekt plader (end of life).