Genanvendelse

Hos Troldtekt arbejder vi med cirkulære kredsløb. Ordninger for træbetonrester fra både vores egen produktion og kundernes byggepladser er etableret i Danmark. Ambitionen er også at genbruge, genanvende og upcycle plader fra nedrivninger. 

For at udnytte ressourcerne i kasseret træbeton på højest muligt værdiniveau opdeler vi det i en række kategorier i forhold til potentialet. Denne tilgang giver os mulighed for at arbejde med flere forskellige løsninger i både det biologiske og det tekniske kredsløb – og løbende afprøve nye cirkulære modeller, som vi giver et overblik over i vores ressourcehierarki til højre.

I vores ressourcehierarki til højre giver vi et samlet overblik over de muligheder og tiltag, som kan give akustikpladerne en eller flere ekstra livscyklusser.

Forebyg og genbrug

Målet er at finde løsninger så højt oppe i hierarkiet som muligt. At forebygge affald er derfor den bedste løsning. Det kan ske ved at bevare Troldtekt loftet, når en bygning renoveres eller transformeres til nye formål. Det er enkelt at male Troldtekt pladerne og foretage mindre reparation på stedet – og på den måde forlænge pladernes levetid.

Læs mere om rengøring, maling og reparation af Troldtekt akustikplader

Derudover vil vi gerne hjælpe markedet med at sørge for, at de fuldt funktionelle akustikplader bliver genbrugt i en anden bygning. Det vil vi blandt andet gøre i samarbejde med entreprenører, bygherrer og rådgivere.

 

Produkter fra bygninger kan få et ”second life”

Når Troldtekt akustikpladerne efter minimum 50 år har udtjent deres første livscyklus i en bygning, kan både genbrug, genanvendelse og upcycling komme ind i billedet:

Hvis pladerne har nået en stand, hvor det ikke længere giver mening at bevare eller direkte genbruge, vil vi gerne sikre, at de indgår i et nyt kredsløb på anden vis. Det kan være genanvendelse på niveau med produktions- og byggepladsaffaldet (se nedenfor).

En del af pladerne vil dog have en stand, hvor de kan upcycles til nye produkter via Troldtekts egen produktion – altså også få et second life.

Hele plader i fin stand vil simpelt kunne genintroduceres på markedet. Plader som er forarbejdet undervejs i deres første livscyklus, skal vi vurdere, om vi kan upcycle eller behandle. Her kan det være tale om plader, som er skåret til eller malet.

Produktionsspild i det biologiske og tekniske kredsløb

Trinnene under forebyggelse og genbrug er genanvendelse og genudnyttelse. Her har vi hos Troldtekt allerede etableret returordninger for de træbetonrester, som aldrig når ind i byggeriet.

Via vores arbejde med Cradle to Cradle Certified er indholdsstofferne i Troldtekt akustikplader analyseret. Vi har derfor dokumentation for, at Troldtekt produktionsspild, i form af kasserede plader og fraskåret træbeton fra fasningen af plader, kan vende tilbage til naturens det biologiske kredsløb som jordforbedringsmiddel. Det samme gælder rent træbetonfraskær og -spild fra byggepladser.

En lokal samarbejdspartner nær fabrikken – North Trade House A/S – modtager kasserede plader og fraskær. I praksis knuser North Trade House herefter pladerne, som dels bliver genudnyttet som for eksempel træpiller, dels bliver genanvendt som for eksempel husdyrstrøelse, udlægning på ridebaner, ukrudtshæmmende bunddække i skovbrug og plantager samt til stabilisering af fugtige køreveje.

Smuld fra Troldtekts fasehal tager cementleverandøren Aalborg Portland retur, så det kan indgå i cementproduktionen. Træ-indholdet i Troldtekt smuldet bidrager til forbrændingsprocessen og erstatter fossile brændsler (energi), mens cement-indholdet bliver til råvare (filler) i ny cement.

Troldtekt har desuden en returordning for spild og fraskær fra byggepladserne. Kunderne kan med ordningen returnere deres rene fraskær og spild fra byggepladsen, som derefter vil blive genanvendt i det biologiske kredsløb via North Trade House – på samme måde som produktionsaffaldet fra vores egen fabrik.

Troldtekt afsøger både i og uden for Danmark markedet for partnere, der kan hjælpe med at realisere og skalere de forskellige returmodeller. Partnerskaber er – sammen med nye metoder og pilotprojekter – et vigtigt led i vores arbejde med cirkulær økonomi, hvor Troldtekt skaber størst mulig værdi i biologiske og tekniske kredsløb.

Spild fra byggepladsen får ny værdi

Troldtekt har etableret en returordning for den træbeton, der bliver skåret eller sorteret fra på byggepladserne. Bygherrer, entreprenører og andre kunder kan med ordningen returnere deres rene byggepladsfraskær og -spild, som derefter vil blive genudnyttet i det biologiske kredsløb via North Trade House – på samme måde som produktionsaffaldet fra vores egen fabrik.

Forudsætningerne i Troldtekts returvejledning skal være opfyldt, for at kunder kan returnere fraskær og spild. Det betyder blandt andet, at der skal være tale om rent træbetonfraskær og -spild fra byggepladsen uden for eksempel gips og skruer.

Download vores flyer om returordningen

Download returvejledningen

Cirkulære løsninger giver lavere miljøaftryk

Det er typisk mindre belastende for miljøet at lade Troldtekt pladerne indgå i det biologiske eller tekniske kredsløb frem for at sende dem til forbrænding. Forbrænding bør kun være en mulighed i de tilfælde, hvor eneste alternativ er deponi, som til enhver tid vil være den miljømæssigt dårligste løsning for bortskaffelse.