Troldtekt lancerer ny vægdekoration til hjemmet

15.03.2023

Troldtekt lancerer nu en ny akustikløsning: Troldtekt® wall deco / v-line – et vægdesign til private hjem. Vægpanelerne har samme elegante v-spor som designløsningen Troldtekt v-line og fås i forskellige varianter, som kan kombineres i en dekoration efter eget ønske.

 

Nu kan private boligejere vælge en ny dekorativ Troldtekt akustikløsning til hjemmets vægge. Troldtekt lancerer produktet Troldtekt wall deco / v-line, som er vægpaneler på 60 x 60 cm. Panelerne sælges i æsker med to i hver – ét panel med 6 spor hen over overfladen og ét med 10 spor. 

– Troldtekt wall deco / v-line giver karakter til hjemmet, og med de fleksible designmuligheder kan boligejere sammensætte deres egen dekoration med for eksempel to, fire eller seks paneler i stuen, køkken-alrummet eller andre boligrum. Den akustiske effekt er selvfølgelig ikke den samme som med et helt akustikloft, men panelerne bidrager stadig positivt til hjemmets akustik, siger Ole Villumsen, salgschef hos Troldtekt A/S.

Troldtekts nye vægpaneler læner sig op ad designløsningen Troldtekt v-line, der også har diskrete v-spor i overfladen. Med Troldtekt wall deco / v-line er kantbearbejdningen den samme hele vejen rundt, så en plade kan roteres efter ønske i forbindelse med monteringen.

Panelerne fås i standardfarverne hvid, grå og sort. Det giver mange kombinationsmuligheder, så boligejere kan skabe deres eget udtryk og mønster.

Troldtekt wall deco / v-line forhandles fra 1. september 2023.