Restaureret posthus nomineret til Renoverprisen 2022

31:a aug. 2022

Det Gamle Posthus, der består af restaurant og boliger, er nomineret til Renoverprisen 2022. I dag er der valgt Troldtekt lofter til alle tre etager i bygningen, som er renoveret med stor respekt for den oprindelige kvalitet.

Fra 1921 til 2005 var der posthus på Jernbanegade i Brædstrup nær Horsens. Men da det lukkede, stod bygningen tom i en årrække, indtil PHC Ejendomme købte posthuset for at restaurere og omdanne det til restaurant og private boliger. Det er sket med stor hensyntagen til bygningens bevaringsværdier.

Nu er arbejdet belønnet med en nominering til Renoverprisen 2022 i kategorien ’Bolig’. Prisen uddeles 8. september. Da det i år er 10. år, at prisen uddeles, kåres ikke kun én vinder som sædvanligt, men tre fordelt mellem de tre kategorier: Bolig, erhverv og institutioner.

Bag Renoverprisen står Realdania og Grundejernes Investeringsfond, og formålet er at anerkende projekter, der viser, hvordan vi på bedste vis kan renovere den eksisterende bygningsmasse i Danmark.

Akustiklofter i hele posthuset

I Det Gamle Posthus’ stueetage ligger restauranten af samme navn. For at skabe en intim atmosfære er der lagt et mørkt gulv, ligesom der er valgt sortmalede akustiklofter fra Troldtekt. Ud over at lofterne giver god akustik, bidrager den sorte farve også til restaurantens hyggelige atmosfære.

I de i alt fire private lejligheder er der også valgt Troldtekt akustikplader – gråmalede på første sal og hvidmalede på anden sal. Det bidrager med ro og hygge i de restaurerede lokaler.

En høj eksempelværdi

Renoverprisens nomineringsudvalg kommer blandt andet med følgende begrundelse for nomineringen af Det Gamle Posthus:

– Der ligger gamle posthuse, apoteker og stationsbygninger i rigtig mange byer rundt omkring i landet, hvor der ikke er nogen, der gør det, som de har formået med Det Gamle Posthus i Brædstrup. Ud over et godt samarbejde med kommunen så er projektet også blevet til på baggrund af et godt samarbejde med lokale håndværkere og med et helt tydeligt fokus på en social bæredygtighed, og det er imponerende. Det her projekt er blevet lavet med kærlighed, også til facaden, og det har skabt meget høj eksempelværdi.

Se billederne og læs mere om Restaurant Det Gamle Posthus