Sportsby samler elite og rehabilitering under ét tag

I Holbæk Sportsby mødes oplevelser, fællesskab og bevægelse. Stedet samler alt fra mountainbikesport til moderne behandling og skaber et mødested for børn og voksne.

I et interview fortæller arkitekt Nicolas Munkø fra Kullegaard om de arkitektoniske overvejelser bag.

Svømmehal, ketcher-sport, multihal, mountainbikespor og et moderne sundhedscenter med træningsfaciliteter og behandlerrum. Det er bare et lille udsnit af de mange faciliteter, som Holbæk Sportsby byder på. Sportsbyen breder sig over 23.000 kvadratmeter indendørs fordelt på to etager – derudover er der 47 hektar udendørs. Det gør det til et af Skandinaviens største idrætsanlæg.

– Holbæk Sportsby er et sportsmekka, der giver mulighed for bevægelse uanset aldersgruppe og aktivitetsniveau. Samtidig giver byen mulighed for at afholde større kulturelle arrangementer som koncerter, firmaevents og sportsbegivenheder, siger arkitekt Nicolas Munkø fra Kullegaard.

Holbæk Kommune og Fonden Holbæk Sportsby har været bygherrer på projektet, der er tegnet af arkitektfirmaet Kullegaard.

En by i byen

Formålet med Holbæk Sportsby har været at samle byens idrætsfaciliteter ét sted og skabe nye fællesskaber. Sportsbyen er opført som en by med huse, gader og hyggelige pladser.

– I stedet for at have ét stort rum er foyeren designet som et forgrenet net af små pladser og opholdszoner, der forbinder de forskellige halfunktioner. Det skaber grobund for fællesskaber på tværs af idrætsgrene, siger Nicolas Munkø.

Det omkringliggende landskab og de udendørs anlæg er gennemskåret af stier, søer og vådområder.

– Holbæk er kendetegnet ved sin beliggenhed ved fjorden og ved at være omkranset af marker og skov. Det afspejler sig i sportsbyen, hvor der er referencer til det omkringliggende landskab i form af søer og vådområder, træer og store grønne arealer. Den smukke natur skal give en rekreativ værdi til de borgere, der ikke nødvendigvis har et ærinde i idrætsfaciliteterne, siger Nicolas Munkø.

Inspiration på tværs

Elitesport, genoptræning, hyggebold. Netop diversitet på tværs af aktivitets- og færdighedsniveau kendetegner Holbæk Sportsby. Som en integreret del af bygningen ligger det kommunale sundhedscenter, der tilbyder en række sundheds- og rehabiliteringstilbud til borgerne.

– Tankegangen er, at sundhedscenterets og sportsbyens forskellige aktiviteter og brugere kan inspirere hinanden og skabe positive synergier på tværs. Derfor er sundhedscenteret placeret tæt på fællesområderne, men alligevel med hensyntagen til centerets brugere, siger Nicolas Munkø og uddyber:

– Fra sundhedscenteret kan man se ind i sportsbyen, og udenfor kan borgerne benytte sig af forskellige faciliteter som sansehaver og petanquebaner med frit udsyn til de andre udendørs anlæg, siger Nicolas Munkø.

Mellem de forskellige sportshaller og ud til foyerrummet giver store glaspartier også udefrakommende og andre sportsudøvere indblik i de mange anvendelsesmuligheder, Holbæk Sportsby har.  

Slidstærk bygning med varieret farvevalg

På tværs af byggeriet dominerer robuste og solide materialer, der tilgodeser det forventede slid og brug. Indenfor er der arbejdet med stål, beton og træ – og med at give rummene nogle rolige flader og god akustik.

– Sport og bevægelse stiller store krav til både slidstyrke, akustik og indeklima. Derfor er bygningen skabt med afsæt i solide materialer, der kan tilgodese de mange behov, siger Nicolas Munkø.

Farvevalget spiller også en væsentlig rolle i sportsbyen. I de store sportshaller danner en udvalgt grå farve ”baggrundsfarve” for de mange aktiviteter, og den er anvendt på både søjler, vægflader og Troldtekt akustikpladerne. Flere steder optræder Troldtekt dog også i en række specialfarver.

I omklædningsrummene har kunster Stine Deja udsmykket rummene med andre farver og tilføjet blandt andet riste med tekst. Fra højttalere skjult i Troldtekt-lofterne strømmer en lydinstallation med vandlyde fra Holbæk Fjord.

– Holbæk Sportsby er en dynamisk størrelse. Det afspejler bygningens arkitektoniske udtryk, hvor der nemt kan bygges til i tråd med den nuværende arkitektur, hvis behovet opstår, siger Nicolas Munkø.

Fakta: Om Holbæk Sportsby

Projekt: Holbæk Sportsby og Sundhedscenter
Arkitekt: Kullegaard A/S
Bygherre: Holbæk Kommune og Fonden Holbæk SportsBy

Troldtekt produkter:

Loft- og vægbeklædning: Troldtekt akustik, Troldtekt akustik Plus og Troldtekt ventilation
Farve: Grå natur + specialfarver
Struktur: Fin (1,5 mm træuld) og Ultrafin (1,0 mm træuld)
Kantprofil: 5 mm fas (K5) og ret kant (K0)
Montering: Med Troldtekt strukturskruer
Højttalere: Troldtekt højttalere
Tilbehør: Troldtekt inspektionslem

>> Læs mere om projektet i Troldtekts referencesektion

FOTO:
Arkitekt Nicolas Munkø fra Kullegaard.