Jægersborg Vandtårn

Dorte Mandrup Arkitekter har formået at konvertere Jægersborg Vandtårns særprægede form til fritidshjem og ungdomsboliger - med det oprindelige udtryk i behold.

Troldtekt Jægersborg Vandtårn
Foto: Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt MAA

På vej fra København forbi Lyngby mod Helsingør suser mange forbi Jægersborg Vandtårn. Det er konverteret af Dorte Mandrup Arkitekter, som har indrettet de nederste fire etager til fritidshjem, mens de øverste fem etager er omdannet til ungdomsboliger. Ovenover troner den røde vandtank med beholdningen intakt.

Særlige søjler

Vandtårnets identitet hænger tæt sammen med konstruktionens 12 søjler, der tegner tårnets grundrids. Arkitekterne har bevaret den klare struktur og samtidig fremhævet vandtårnets forskellige funktioner.
Søjlekonstruktionen er også synlig i loftet, hvor et stjerneformet betongrid opdeler loftsfladen og giver karakter. Mellem betonribberne er monteret Troldtekt, som går godt i spænd med tårnets industrifortid og dæmper den naturlige børnestøj. Planløsningen giver børn og pædagoger mulighed for at overskue etagen samtidig med, at de kan finde fredelige hjørner og nicher.

Lys, luft og liv

Den markante loftshøjde i ungdomsboligerne er udnyttet til at indrette de utraditionelle rum med maksimalt lys, luft og rumlig variation. Alle boliger har en ”krystal-karnap”, der sikrer optimalt lysindfald og unikt udsyn. Krystallerne opbløder elegant den store skala med en mere menneskelig skala. Deres form er skiftevis tre­kantet og rektangulær, så de skaber reelle, møblerbare rum. På den måde er vandtårnets tunge industri-arkitektur og strenge geometri nu afløst af en skulpturel struktur, der vidner om liv og lyst.